Nyheder

Folketingskandidat besøgte Hospice Sønderjylland

Omsorg og værdighed skinner igennem på Hospice Sønderjylland
Torsdag den 13. december var folketingskandidat Torbjørn Fristed (DF) på besøg hos Hospice Sønderjylland I Haderslev.
Besøget bød blandt andet på en orientering om selve Hospice Sønderjylland – og om hospice generelt, af hospicechef Sigrid Wemmelund.
Hospice Sønderjylland har 12 stuer, og beskæftiger ca 50 ansatte. Derudover er ca. 40 frivillige tilknyttet. Hospice er driftet af Region Syddanmark, der afregner med et beløb pr sengedøgn. Driften dækker de faste udgifter til hus, løn, mad, administration og lignende.
Derudover modtager Hospice Sønderjylland gaver fra både private og virksomheder, der ønsker at bidrage økonomisk.
Hospice Sønderjylland har også støtteforening, der blandt andet arbejder for at udbrede kendskabet til hospicet og som derudover varetager fundraising. Foreningen donerer ligeledes midler til diverse nyindkøb hospice, f.eks. et flygel i fællesrummet, et tv i legerummet til pårørende børn og lignende.
– Det var en god oplevelse at besøge Hospice Sønderjylland. De tanker, jeg havde gjort mig inden, stemte ikke helt overens med virkeligheden. Hospice som jeg i dag har besøgt, rummer så uendeligt meget mere, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, udtaler Torbjørn Fristed, og tilføjer:
– Udover at være et sted, hvor den uhelbredeligt syge kan plejes i sin sidste tid, tilbyder Hospice Sønderjylland også mange andre faggrupper, f.eks. præst, socialrådgiver, fysioterapi og et meget kompetent køkkenpersonale, der sørger for frisk, velsmagende og veltillavet mad.
På Hospice Sønderjylland er man meget bevidst om, at det ikke kun er patienten, der har brug for omsorg, men at der ved hver patient er pårørende, der også har brug for hjælp og rådgivning, hvad enten det er i form af praktisk støtte eller krisehjælp.

– Jeg fik indtryk af, at man ikke fokuserer så meget på den triste udgang, opholdet på hospice har for ca 80% af de visiterede, men at man derimod koncentrerer sig om at gøre opholdet på hospice så rart som overhovedet muligt. Det bidrager de mange engagerede frivillige med ved at sørge for forskellige aktiviteter. Jeg oplevede selv i dag, hvor smukt de havde pyntet op til jul. Det bragte en hygge, der nok ikke havde været tid til uden de frivilliges enorme indsats, udtaler Torbjørn Fristed.

– Hospice er et kæmpe aktiv i samfundet, for det er et værdigt sted for den, der er for syg til både hospital og hjemmet, men også for den pårørende, og jeg mener bestemt at vi som samfund fortsat skal bakke op om hospice, slutter den lokale folketingskandidat.

Related posts

Sydjyllands politi advarer om NemID svindel

René Holm

SønderjyskE ramt af positiv test før pokalfinalen

René Holm

ORIGINAL: Kast dig ud i sporten

Peter Rasmussen