Kultur

Snart går det løs: Eventyret kommer til Haderslev

Sten er ikke bare sten. Sten er fascination, mystik, begejstring og eventyr

Historien om ægteparret Helle og Hans Jensen er et eventyr. De bosatte sig i opalminebyen Lightning Ridge i Australien tilbage i 1992. De har bygget deres eget hus i et mine område lidt uden for byen. Her er der ingen kloak, vand eller strøm. Strømmen får de fra et solcelleanlæg, mens vandet er regnvand, som samles i store tanke. Kloakken er en gammel mineskakt.
I 1996 begyndte de at eksportere opaler til Danmark og har siden startet deres egen mine, som er 17 meter under jordoverfladen. Hans står for selve udgravningen, mens Helle der er fuldt uddannet opalsliber står for slibning og polering af opalerne. Helle har også haft succes med at designe sine egne sølv og guldsmykker med opaler til attraktive priser.
Lightning Ridge, som har ca. 5.000 indbyggere, producerer ca. 95 % af verdens sorte opaler.
Den sorte opal er den mest sjældne af verdens opaler og en god kvalitet sort opal kan blive handlet op til 70-100.000 danske kr. per karat og er derfor en meget udsøgt og værdifuld ædelsten.
Andre opaler som er mere kendte i Danmark, er ’boulder’ opaler som kommer fra Queensland og har en brun modersten og hvide opaler. De er meget mere almindelige og er derfor ikke så værdifulde.
Jensen Opals er blot ét af en lang række eventyr, som du kan opleve når Hotel Harmonien i Haderslev, i weekenden 24. og 25. februar inviterer indenfor til Stenmesse. Begge dage er der åben mellem 10.00 og 17.00.
”Jeg kan oplyse, at messen viser næsten alle typer og former for sten – dog undtaget nyresten, galdesten og tandsten,” fortæller Claus Pedersen, som er medarrangør af messen. Han forklarer at man har beskedne forventninger til antallet af gæster:
”Vores hensigt er at prøve på at skabe den samme interesse for sten, mineraler, krystaller og fossiler, samt smykker med disse, som var for få år tilbage. Dengang kunne en messe som denne samle op mod 3000 gæster – vi er dog mere ”beskedne”, idet vi håber på 600 gæster,” fortæller han.
”Ud over sten rummer messen også en udstilling af fortidsdyr – en dinosaurudstilling: Fortidens dyreverden vises i modeller. Det er utrolig flotte skeletter og kranier fra disse fantastiske dyr – en tidsalder der ligger langt før ”stenalderen”. Denne udstilling præsenteres af Niels Milan – der hele tiden har gang i nyskabelser fra denne spændende verden,” fortsætter Claus Pedersen:
”Vi har også besøg af en ægte ”fossil”-entusiast Vagn Aage Andersen. Vagn Aage kan fængsle alle med sin viden om disse fossiler, deres alder, livsvilkår m.v. Det kan høres ved hans udstilling og ved de to korte foredrag/oplæg som Vagn Aage holder på messen.”
”Messen har stor mangfoldighed i de udstillede genstande. Udstillerne kommer fra flere verdensdele og kommer fra mere end syv forskellige lande. Der udstilles mineraler, krystaller, sten, halvædelsten, fossiler, maskiner og værktøj til forarbejdning af sten, smykker og halvfabrikata til at fremstille egne smykker.”

Messen kombinerer udstilling og salg
”Vi har flere ”arbejdende værksteder”: Sølvsmed, stensliber, facetsliber, arbejde i ben og tand og fremstiling af smykker. Der er også et par særudstillinger med bl.a. en meget spændende privatsamling og smykker med perler fra blåmuslinger, der er fisket i Limfjorden,” fortsætter Claus Pedersen.
”På messen præsenterer seks lokale deres produkter – det er to med sten, mineraler og krystaller (Jacobsen import/export og Kongsted Mineraler) én med arbejde med sten (Merise McDowall) samt tre med smykker (GlasKlartArt, MAGICSTONE-design og Eva M Smykker).
”Vi får også besøg af Stenklubben Als, som har en stand, hvor de oplyser om klubbens aktiviter og har salg af sten og fossiler,” siger Claus Pedersen og slutter:
”Messen arrangeres af Kongsted Mineraler, Haderslev og Smyk-Biks, Hasselager.”

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Aktiviteter på messen ’18

Publikumskonkurrence: Udtrækning af udstillergaver på entrébilletten. Gæt en vægt på geode, og få den med hjem.
Kort foredrag/oplæg om (ca. 15-25 minutter): Mineraler fra Indien (World of Minerals), minedrift i Brasilien (Bahia Art), Livets udvikling (V. Aa. Andersen),
Australske opaler (Jensen Opals)
“Arbejdende værksteder”: Smykkefremstilling/design (Lopa Design),
stenslibning (Smykker & Sten), facetslibning (Jón Olaf Svane), arbejde i ben og tand fra Grønland (Troldhedesten), værksted med sølvarbejde (Katina Design)
“Særudstillinger”: Privat samling – ikke til salg (Troldhedesten), Limfjordens Blå Perler – en udstilling med perler fra blåmuslinger, fanget i Limfjorden (Smyk-Biks)
Der kan komme flere aktiviteter til.[/otw_shortcode_info_box]