Debat

Debat: Spøjs debat – men Nørreport bevares

Calle ‘Havkatten’ Skøtt, Brombærvej, Haderslev, skriver dette indlæg:

Spøjs debat – men Nørreport bevares
Det kom helt bagpå på den blå flertalsfløj i Haderslev Byråd, at der i befolkningen har været en omfattende debat omkring eventuel nedrivning af en af de byporte, som Haderslev fik foræret i forbindelse med 700-årsjubilæet i 1992. Den debat, der udfoldende sig på byrådsmødet, var endnu mere overraskende og endte med, at den nedrivningstruede byport, Nørreport, får lov til at bestå.
Debatten handlede om kunst og kulturminder – og det sidste havde det blå flertal i plan- og miljøudvalget ikke udvist forståelse for. Det indstillede til byrådet, at byporten fjernes uden genopførelse, og at landsstævne-globen placeres i den planlagte rundkørsel ved Omkørselsvejen og Chr. X’s Vej, der er årsag til hele debatten om byporten.
Socialdemokraterne Bent Vedsted Rønne og Søren Rishøj Jakobsen samt Enhedslistens Svend Brandt vil bevare kunstværket og kulturmindet og førte sagen frem til byrådet.
Her viste det sig meget hurtigt, hvad vej vinden blæser. Slesvigsk Parti, Konservative og Radikale fulgte alle mindretallet i udvalget, og dermed havde mindretallet skaffet sig flertal i byrådet.
Og så begyndte en spøjs debat, hvor røde fortalere for kunst og kulturminders pleje egentlig ikke havde behøvet at gentage, hvad der allerede er sagt og skrevet i den offentlige debat. Ingen fra blå blok turde tale imod, men kom med bortforklaringer.
LAs udvalgsformand, Benny Bonde, bedyrede, at han bestemt ikke har noget mod kunst, men udvalget havde kun beskæftiget sig med den økonomiske side af sagen, og der var kun penge til at fjerne byporten, ikke til at genopføre den. DFs to medlemmer i udvalget, Thies Mathiasen og Janni Pohl, tav klogeligt, og så måtte partiets nye førstemand i byrådet, Jon Krongaard, tage over. Igen med en bedyrelse af, at han bestemt ikke er imod kunst, men byportene betragtede han altså ikke som kunst. I den offentlige debat var det Jon Krongaard, der lagde det absolutte bundniveau, da han i et læserbrev gav udtryk for, at det bedste ved byporten var, at dens murbrokker kunne bruges til at udfylde huller i veje.
Klarest i de blås mæle var dog Venstres Holger Mikkelsen, der klart gav udtryk for, at han ikke vil være med til at bruge 350.000 kr. til at flytte og genopføre Nørreport, når der ikke engang er penge til at renovere springvandet på Gravene – hvad de to sager ellers har at gøre med hinanden, står hen i det uvisse.
De blå, der fra starten af sagens behandling var kuet, gav udtryk for, at det bedste har været den offentlige debat om kunstværker, som ingen har keret sig om i 25 år. Argumentet holder ikke vand, men det var, hvad der blev sagt. Andre vil sige, at det bedste var, at fornuften sejrede.
Jeg tilføjer – udfaldet af byrådsdebatten var blevet en helt anden, hvis ikke konservative Kjeld Thrane og radikale Børge Koch ikke i denne sag havde stået sammen med de røde og Slesvigsk Parti, der hele tiden har stået last og brast om at bevare kulturmindet.
Havkatten Calle