Debat

Debat: Kraftigt signal til VUC Syd ledelsen

Carl “Havkatten” Skøtt, Brombærvej Haderslev, skriver dette debatindlæg…

Kraftigt signal til VUC Syd-ledelsen
Medarbejderne på VUC Syd har sendt et kraftigt og entydigt svar til ledelsen, hvilket vil sige både direktion og bestyrelse. Det skete i forbindelse med valg af to medarbejderrepræsentanter til en ny bestyrelse. En meget kraftig kritiker af de dispositioner, der førte til en shitstorm mod VUC Syd, blev en suveræn vinder af valget.
Mikael Vig Kjærgaard fik 101 af de afgivne 180 stemmer. Omkring 300 medarbejdere var stemmeberettiget. Valgdeltagelsen ligger altså omkring 60 procent.
Den nye førstemand for medarbejderne blev indvalgt til bestyrelsen med stemmeret. Yderligere én blev valgt til bestyrelsen, dog uden stemmeret. Det blev Elisabeth Simonsen, der også sidder i den nuværende bestyrelse. Fire deltog i valgrunden.
Mikael Vig Kjærgaard er tillidsmandssuppleant for GL, hvilket vil sige HF-lærerne, mens Elisabeth Simonsen er AVU-lærer.
Det meget kraftige signal, der gennem valget er sendt til ledelsen, kan meget kort beskrives således:
En række af de dispositioner, der er blevet foretaget i de senere år, hvor Hans Jørgen Hansen i det meste af tiden har været direktør, og borgmester HP Geil hele tiden har været formand for bestyrelsen, har ikke været til gavn for undervisningen.
Nu skal undervisningen prioriteres.
Havkatten Calle