Debat

Debat: Hemmelig generalforsamling

Carl “Havkatten” Skøtt, Brombærvej, Haderslev, skriver dette indlæg:

Provas er noget, vi alle er glade for. De fleste af os oplever hurtige og effektive medarbejdere, der med faste mellemrum fjerner vores affald. Hurra for dem! Men inde bag direktionslokalets vægge sker mystiske ting.
På mandag er der fx generalforsamling i Provas. Hvem ved det? Forbrugerne gør det ikke, og de er heller ikke indbudt, selv om det er dem, der via bidrag betaler alle Provas’ udgifter. De eneste, der deltager, er nemlig bestyrelsen plus nogle få udvalgte, borgmester HP Geil, kommunaldirektør Willy Feddersen og kommunens chefjurist, Jonas Schultz Thygesen.
I virkeligheden har sådan et møde intet med en generalforsamling at gøre, og det er da heller ikke offentligt bekendtgjort, at generalforsamlingen finder sted. Der er tale om et rent show for de indviede.
Dagsordenen er kort. Den indeholder kun tre punkter. Mine sløvede journalistiske sanser er årsag til, at jeg ikke har fået kendskab til de tre punkter!
At borgmester HP deltager i den såkaldte generalforsamling er helt o.k. Provas er 100 procent kommunalt ejet – og 100 procent finansieret af forbrugerne. De sidste er bare udelukket fra deltagelse af den hemmelige generalforsamling!
Provas’ højeste myndighed er byrådet. Min påstand er, at det også er de færreste byrådsmedlemmer, der har kendskab til, at Provas mandag har generalforsamling, og de få, der ved det, ved det udelukkende, fordi HP har fortalt dem, hvor han er mandag aften.
Det er ikke blot pinligt, men en direkte skandale, at et kommunalt selskab, der udelukkende drives for forbrugernes bidrag, holder hemmelige generalforsamlinger.
Havkatten Calle