Borgmester H.P. Geil sætter corona-hjælpepakken på dagsorden til byrådsmødet på tirsdag. Dermed sættes der fart i den lokale forberedelse og implementering af regeringens og KL´s hjælpepakke, der skal støtte trængte virksomheder i corona-krisen.
“Vi må handle hurtigt og fleksibelt, og derfor mener jeg, at vores administration allerede skal i gang med den store opgave at føre aftalens mange elementer ud i livet”, siger borgmester H.P. Geil.
Aftalens hovedelementer er:
Ophævelse af anlægsloftet i 2020, primært for projekter der kan igangsættes hurtigt og afsluttes i 2020.
Mulighed for kommunerne at udskyde 2. rate af dækningsafgiften for forretningsejendomme
Opfordring til kommunerne om at fremskynde betalingerne til private leverandører og have kortere betalingsfrister (Allerede indført i Haderslev Kommune)
Forudbetale leverancer på 1 mio. kr. frem til 1. juli 2020
Undlade at gøre brug af misvedligeholdelsesbestemmelser, når årsagen kan henføres til corona.
At corona relaterede udgifter ikke fortrænger den borgernære service
“Vi skal i gang nu for at vi kan nå at minimere skaderne for samfundsøkonomien mest muligt og derfor behandler vi det på byrådsmødet på tirsdag”, siger H.P. Geil.