Bifaldet efter Abbey Road-koncerten på Harmonien i slutningen af september, har knap nået at lægge sig, før der gøres klar til premieren på et nyt Alex Bødiker-projekt, igen er det med Beatles som omdrejningspunkt, scenen er dog byttet ud med kirkens rum.
I samarbejde med Starup kirke er Alex Bødiker med band og kapelmester Christian Bøtker allerede i gang med prøverne forud for den nye Beatles-forestilling, som blandt andet sætter fokus på de ikke så ofte spillede Beatles-melodier. Sangene får nyt udtryk og ny betydning i kirkerummets fremragende akustik.
Christian Bøtker og Alex Bødiker har i samarbejde sammensat en kvintet af professionelle sangere og musikere med instrumentering, der er tilpasset til kirken.
Alex er Storyteller (som det hedder på nu-dansk), og kvintetten består af:
Chr. Bøtker, keyboard og vokal
Hans Jørgen Julius, guitar
Mads M. Jacobsen, percussion
Johanna Løhde, vokal
Christoffer Catton, vokal
Som nævnt er prøverne allerede i gang i øvelokalet, og der er premiere på Beatles i kirken tirsdag den 3. december klokken 19.30 i Starup Kirke.
Billetter til koncerten købes på billetten.dk – døren åbnes kl. 19.00.