Mareridtet, der fortsatte
Teateranmeldelse af Carl Skøtt
Teatret Møllen har 14. juni premiere på “Palle er stadig alene i verden”
Lille Palle fra 1942-børnebogen slap af med sit mareridt, da han stødte mod Månen, styrtede ned og vågnede i sin seng. Forinden havde han i drømmen/mareridtet følt sig meget fri – og siden meget alene. Hvordan gik det den unge Palle? Jo, 75-årige Palle kom på plejehjem – han var stadig alene – mareridtet med den for en tid lokkende frihed fortsatte.
Umiddelbart lyder det som en fascinerende, men også skræmmende historie- og det er da heller ikke en børneforestilling, Teatret Møllen byder på i sin sidste premiere i denne sæson. “Palle er stadig alene i verden” har premiere 14. juni.
Det stykke er en rendyrket Møllen-produktion og skabt i Møllens atmosfære. Husdramatiker Brian Wind-Hansen med mange succeser bag sig sagde nemlig for et par år siden ud i luften:
– Jeg har lyst til at digte videre på “Palle alene i verden”. Det skal være en monolog, og den skal fremføres af Klaus Andersen.
Simpelt og genialt, så Brian blev ikke modsagt.
Klaus Andersen har mange talenter. Han vil af mange, der ikke kender Møllens forestillinger, være kendt som æ kjøffenhavner i Willys Kaffeklub. Han er umulig at sætte i bås, fordi hans rollerepertoire er så vidtspændende. Klaus glimrer i ensemble-spillet, men det er første gang, han skal være helt alene på scenen i en times tid. Til det siger han:
– Fedt! Jeg elsker intimiteten i Møllens foyer og den tætte kontakt til publikum, så det er en god udfordring. Jeg skal bare sørge for at komme ud over scenekanten :).
Det sidste medvirker den tredje i dette stærke Møllen-trekløver til. Det er Ole Sørensen, der er instruktør – og i øvrigt kendt som Sønderjyllands ukronede monolog-konge.
Og hvad sker der så med den gamle Palle på plejehjemmet. Jo, da han er helt alene, kan han smutte ned til automobilhandleren og tage den jaguar, han altid har ønsket sig. Hvis han vil være millionær, ligger millionerne klar til afhentning i banken. Han kan gøre, som han vil.
Det er godt i begyndelsen, men den glade og gode alenetid bliver afløst af ensomhed – og så er vi fremme ved forestillingens kernepunkt, ensomheden.
Vores Palle drak – også som ung – mere end godt var, og over tid smuttede venner og familie, og da han på plejehjemmet tager telefonen for at ringe til sin søn, får han kun kontakt til en telefonsvarer.
Palles mareridt fortsatte – og slutter først, da han ser sin elskede mor komme, tage ham i hånden og gå …
Uden drab og blod er det noget af en tragedie, Møllen byder på – måske også en tragedie, der kan vække til eftertanke hos os, der har eller får ældre familiemedlemmer på plejehjem.
Havkatten Calle