Kultur

Anmeldelse: “Haabet” forsvandt – ikke håbet!

Et grumt kapitel i Danmarkshistorien oprulles af Teatret Møllen i “Haabet”, der netop har haft premiere
Teatret Møllen har som et af sine kendetegn, at poesi gennemstrømmer de forestillinger, der skabes på teatret i Haderslev.” Haabet”, der havde premiere fredag aften, er en undtagelse. Der er intet, der kan forbinde poesi med slavehandel, kun grusomhed. Og så får vi endda ikke sandheden, for den overgår langt, hvad fantasi kan byde på.
Vi skal bare 200 år tilbage – til tiden mellem 1803 og 1825. Danmark har længe været en nation, der har gjort mange rige på handel med slaver fra Guldkysten. I skibe, der for mange blev dødsfælder, blev slaver fragtet til De vestindiske øer, hvor grusomheder og nedværdigende behandling fortsatte. Der lægges ikke fingre imellem i beskrivelserne herfra.
Årsagen til den dyriske behandling af medmennesker får vi også usødet. Slaverne er sorte og altså ikke hvide som os. Derfor er de ikke mennesker. Og derfor skal de heller ikke behandles som mennesker.
En del røster var dengang begyndt at tale imod den filosofi, og det lykkedes senere at få slaveriet bragt til ophør. Men filosofien levede videre. Klarest bekræftet af nazisterne – og som et skjult budskab i “Haabet” trives filosofien stadig.
Der er nogle, der ikke er som os, og derfor heller ikke er rigtige mennesker. Det er o.k. at undlade at behandle dem, der er anderledes, som mennesker.
Stærkt i billedet på scenen står mulatpigen (Sheba Mikkelsen Hunter, der her debuterer). I hele sit væsen er hun dansk. Hun har en dansk mor, der under et slaveoprør på det gode skib “Haabet”, blev voldtaget af flere sorte mænd. Det er hendes beretning sammen med andres beretninger om bord på “Haabet” og fra De vestindiske øer, der er rammen om forestillingen.
Det samme gør ikke mindre repræsentanten for de ufortaltes historie, den sorte slavinde (Marie Nokouda), der trods alle de ydmygelser, hun udsættes for, aldrig giver køb på sit stolthed, en stolthed, der står i grel kontrast til hvide mænds grovheder og menneskeforagt.
Forestillingen er en hvid fortælling med og om sorte ikke-mennesker!
I forestillingen bliver fregatten “Haabet” slået til vrag – og forsvinder. Men dermed forsvinder håbet for os ikke helt. I et løsrevet citat hedder det “Fortiden kan vi ikke ændre, men vi kan ændre nutiden”. En tydeligere reference til nutidens Danmark kan vi ikke få!
Det er stærkt i syv kvarter at kunne fastholde en intens forbindelse mellem scene og publikum, men det lykkes uden et eneste udfald. For en helstøbt ensembleindsats sørgede også Connie Tronbjerg, Klaus Andersen, Ole Sørensen og Thomas Clausen Rønne. Brian Wind Hansen har stået for dramatiseringen, Laura Rasmussen for scenografien og Rasmus Ask Aagaard-Andersen for instruktionen.

Indsendt af Carl Skøtt