En ny undersøgelse fra GF Fonden viser bl.a., at 17 procent af de danske kør-selv-turister lader den samme chauffør køre mere end otte timer. Genvejen til at komme sikkert frem på ferie er gode pauser og at skifte chauffør undervejs
Ferieadrenalinen og forventningens glæde suser i kroppen, men træthed er en almindelig og farlig passager, når man længes efter at nå hurtigt og problemfrit frem til sin destination. En ny undersøgelse om danskernes kør-selv-ferier foretaget af YouGov for GF Fonden peger bl.a. på, at mere end hver femte planlægger at køre tidligt om morgenen mellem kl. 3 og 5, hvor risikoen for træthedsulykker ifølge trafikanalyser er størst, fordi kroppens døgnrytme registrerer, at det er nat.
Når kør-selv-turisterne fra Sønderjylland planlægger deres rejse, så forsøger de fleste nok at tage højde for, hvordan man kan undgå myldretid fx ved Hamburg, siger Gunnar Hansen, fra det kundeejede forsikringsselskab, GF Forsikring, der bl.a. har kontor i Haderslev.
Trafikanalyser viser også, at risikoen for ulykker er størst, når man har sovet i mindre end 6 timer eller har været vågen i mere end 16 timer. Ikke desto mindre viser undersøgelsen fra GF Fonden, at nogle af de danske kør selv-turister ikke accepterer kroppens fysiologi og behov og dermed udsætter både sig selv om andre for fare. I 10 procent af feriebilerne havde føreren nemlig ikke sovet tilstrækkeligt, inden han eller hun satte sig bag rattet på enten udrejsen eller hjemrejsen.
Skift chauffør undervejs
Kører du i bil i mere end otte timer helt uden pause, så bliver ulykkesrisikoen ifølge trafikanalyser fordoblet. GF Fondens undersøgelse viser, at 8 procent planlægger, at det er den samme chauffør, der skal køre så meget på vej til næste ferie. Planlægningen står desværre i kontrast til realiteterne, for undersøgelsen viser også, at 17 procent af kør-selv-turisterne på den seneste ferie rent faktisk lod den samme chauffør køre i mere end otte timer eller lod den samme chauffør køre hele vejen.
Når man skifter til en frisk chauffør undervejs, så giver man sig selv den bedste mulighed for at komme sikkert frem i den tunge ferietrafik. Undersøgelsen peger heldigvis på, at næsten halvdelen skifter chauffør minimum hver 3.-5. time, siger Gunnar Hansen.
Overnatninger på vej til ferien
Derfor er det også godt, at 2 ud af 3 af kør-selv-turisterne faktisk vælger at tage en overnatning på vej på ferie. På hjemrejsen falder tallet dog til ca. hver anden.
En overnatning giver ro og hvile fra trafikken. Når man overnatter på vejen til ferien, så er man også mere udhvilet, når man ankommer. På hjemturen ser det ud til, at mange virkelig gerne vil hurtigt hjem og starte vaskemaskinen, slutter Gunnar Hansen fra GF Forsikring i Haderslev.
Vågen på vejen – tre gode ferieråd:
Kør gerne tidligt, men følg kroppens døgnrytme og kør ikke for tidligt. Risikoen for ulykker er stor mellem kl. 3 og 5, hvor kroppen fortæller, at det er nat.
Skift chauffør undervejs – gerne hver 3.-5. time, og hold ofte pause. Kører man mere end 8 timer i stræk helt uden pauser fordobles risikoen for ulykke.
Vær udhvilet, og sørg for at få sovet mindst 6 timer, inden turen starter. Overvej gerne en overnatning til og fra destinationen.
Kilde: GF Fonden og Rådet for Sikker Trafik.
Fakta om undersøgelsen:
Kør-selv-ferie-undersøgelsen er foretaget i perioden 29.5.19-3.6.19, hvor YouGov på vegne af GF Fonden har spurgt 2568 danskere, der planlægger eller har været på en kør-selv-ferie, hvor det typisk tager 10 timer eller mere at nå frem.