Det var slet ikke min mening at skræmme nogen. Men jeg kunne godt se rædslen i de to pigers øjne, da de så mig. Det var ikke for sjov. De var skrækslagne.
Jeg var ikke helt klar over hvorfor. Jeg syntes jo ikke, at jeg virkede skrækindjagende – ej heller Freja, vores lyse labradorhvalp, med de bløde ører og de kluntede ben.
Men det var vi, eller det vil sige Freja var, fordi hun var en hund.
I de fleste danskeres øjne en lækker en af slagsen, med blød pels og brune øjne.
I de to syriske pigers øjne var Freja alt andet. For dem var den indbegrebet af frygt – en vild hund som de måtte flygte fra ligesom de havde måttet flygte fra krig, voldtægt og sult.
Jeg blev skamfuld, da jeg opdagede, at jeg uden at ville det, havde sendt dem lige tilbage til det mareridt, de engang var flygtet fra. Bare fordi jeg, i danske øjne, lavede en helt almindelig handling – at holde en hund i en snor.
Jeg skyndte mig hjem med Freja, så jeg på lige fod kunne mødes med de to piger. De skulle have lov til at være afslappede og nyde turen sammen med deres danske klassekammerater, mens jeg viste dem rundt i noget af Danmarks kulturarv.
God weekend – Ikke alle sår er synlige
Sanne (Brodersen, Gram Slot)