Byggematerialeproducenten Cembrit som blandt andet producerer tagplader og facadebeklædning flytter fra 1. kvartal 2019 deres lager til Metalparken, det tidligere Brdr. Gram i Vojens.
Virksomheden har længe haft lagerudfordringer i hjembyen Aalborg, men har nu fundet en løsning på dette, med etableringen af det nye og mere centralt placeret lager i Vojens.
Cemnrit har i adskillige år arbejdet på at finde en langsigtet og bæredygtig løsning til erstatning af den nuværende lagerfunktion, både fordi det nuværende lejemål i Aalborg udløber senest i 2023, stigende driftsomkostninger og den Decentrale beliggenhed i det nordjyske uden mulighed for direkte jernbaneforbindelse.
– Vi er meget tilfredse med, at vi nu har fundet en varig og mere miljørigtig løsning på vores lagerudfordringer i Aalborg. Med etableringen i Vojens får vi kortere afstand fra fabrik til lager og kan køre hele vejen fra A til B med jernbane. Samtidig får vi en mere central placering i Danmark og skal derfor køre færre kilometer med lastbil på vejene til vores kunder over hele landet, forklarer CEO Jørn Mørkeberg Nielsen fra Cembrit Holding, der er moderselskab til 19 datterselskaber i Cembrit-gruppen med 1.400 ansatte i mere end 20 lande.
Jørn Mørkeberg Nielsen siger supplerende, at lukningen af lagerfunktionen i Aalborg indebærer et farvel til de 12 medarbejdere, der har direkte tilknytning til lageret i Aalborg.
– Beslutningen indebærer desværre, at alle stillinger, der er relateret til den direkte drift af lageret, nedlægges. Derfor må vi sige farvel til 12 af vores dedikerede medarbejdere i Aalborg, siger han og fortsætter: – Arbejdspladserne vil naturligvis ikke gå tabt, men vil i stedet tilgå Vojens. Denne opgave vil dog blive udliciteret til vores fremtidige lagerpartner, fortsætter han.