Nyheder

Brandt: Der er intet at spare!

“Der er ingen penge at spare ved at udlicitere Sprogcentret.”

Så kontant udtaler enhedslistens byrådsmedlem Svend Brandt sig og forklarer:

“Flertallet i Haderslev kommune påtænker at udlicitere Haderslev Sprogcenter. De kalder det at konkurrenceudsætte, men reelt er det udlicitering.”

“Om det er ud fra en økonomisk vurdering, eller en mere ideologisk vurdering er uvist. Der er stor risiko for, at omkostningerne til overgang fra et kommunalt sprogcenter til der er indgået en ny kontrakt og alle transitionsomkostninger er betalt, forøger udgiften til driften i de første flere år,” fortsætter Brandt, som selv har en fortid som leder af netop Haderslev Sprogcenter. Han fortsætter:

“Så umiddelbart er det enten fordi de ikke kender den reelle økonomiske udfordring eller også er det fordi de ud fra et ideologisk udgangspunkt vil udlicitere.”

“Sprogcentrene er et område, hvor der årligt laves flere lovændringer, hvilket øger risikoen for, at en lovændring ikke er forudset i kontrakten, og det betyder at der kan påløbe omkostninger, som ikke var forudset. Der findes ikke objektivt nogle økonomiske argumenter for at udlicitere, da et kommunalt sprogcenter kan lave de samme opgaver på de samme vilkår.
Hvis driften af Haderslev Sprogcenter er for dyr, så er det vel kun et spørgsmål om at be om at få den lavet til en lavere pris og til den kvalitet byrådet vil betale for.
Hvis private overholder overenskomsten, så bør det kommunale sprogcenter kunne levere samme pris og kvalitet som et privat. Hvis det ikke sker i praksis, så kunne det være fordi at de ikke får så frie tøjler til at drive forretningen, som man ville være tvunget til at give et privat firma.”

“Af vores forslag til budgetændring fremgår det, at vi mener at Sprogcentret som kommunal institution kan spare yderligere lidt, hvis de ikke skal til at bruge tid og penge på at udlicitere. I forvejen er Sprogcentrets budget teknisk nedskrevet væsentligt fra 2018 til 2019, så det forekommer umuligt at hente yderligere midler ved en udlicitering,” slutter Svend Brandt.