Det var jo ikke fordi, jeg ville tale dem ned i en depression. Men jeg blev nødt til at sige det til dem som det var, selvom jeg ikke var stolt af det.
At jeg, og min generation og generationen før, har svigtet dem big time. Svigtet de unge mennesker, der stod foran mig og var med på rundvisning. Svigtet alle de unge mennesker, der er rundt om i verden, som står på tærsklen til at blive voksne og skal til at tage ansvar og overtage moder jord.
Jeg skammede mig, mens jeg stod der med mine (for en gangs skyld) let solbrune ben og sagde, at de overtager en jord, hvor de kommer til bruge enorme kræfter på at rydde op efter mig og min generation.
Selv om jeg er godt tilfreds med, at jeg er blevet solbrun og ikke kan lade være med at nyde de skønne aftener, når solen viser nåde og går til ro, tænker jeg på hulheden i det jeg siger på mine rundvisninger; at et gammelt, historisk sted som Gram Slot forpligter. Det forpligter, fordi nogen i tidernes morgen har gjort sig umage. Bygget et hus og et sted så solidt, at kommende generationer kunne få glæde af det. Gjort sig umage, så der var noget at overtage.
Derfor har jeg en besk smag i munden, når jeg står overfor de livslystne, smukke, unge mennesker, og tænker på, hvad jeg efterlader.
Jeg vil helst nyde mine brune ben og aftenerne, lade som ingenting og tænke ”det går nok over”, men jeg har jo hørt, hvad klimaforskere siger i radioen – klokken er lidt i tolv, hvis ikke den allerede er faldet i slag og har sendt os ud på en rutsjetur, vi slet ikke har lyst til.
Det er tid til, at du og jeg gør os umage. Tager hovedet op af strudsehullet og kommer i arbejdstøjet. Det skylder vi hinanden – ikke mindst vores børn.
God weekend – Det er umagen værd at gøre sig umage
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)