Nyheder

Regionen styrker cybersikkerheden

Borgerne skal fortsat være trygge ved, at Region Syddanmark passer på deres sundhedsoplysninger. Digitaliseringsudvalget har derfor drøftet en fremrykning af en række initiativer, der skal beskytte regionens it-systemer og sundhedsdata endnu bedre end i dag.
Ved et cyberangreb forsøger hackere typisk at finde og udnytte en svaghed i enten it-systemer, interne processer eller hos medarbejderne. Truslerne via internettet er særligt avancerede, og der er en konstant udvikling i trusselsbilledet, fordi hackere hele tiden finder mere sofistikerede måder at angribe på. Derfor fremrykker Region Syddanmark nu initiativer for at øge cybersikkerheden.
Formand for Digitaliseringsudvalget i Region Syddanmark, Mette Bossen Linnet (V), forklarer:
– Desværre er alvorlige forsøg på at gennemføre cyberangreb mod vores it næsten blevet hverdagskost. Hackerne bliver dygtigere – og det bliver hele tiden billigere at købe de rette redskaber til at gennemføre angreb. Det er vi nødt til at handle på. Derfor fremskynder vi nu en række initiativer, som gør, at vi fortsat er et skridt foran dem, der har ondsindede hensigter. Det er et evigt kapløb, hvor vi ikke må sakke bagud, for vi har et helt særligt ansvar over for vores borgere og patienter. Derfor snører vi nu skoene til det kapløb.
Udvalgsformanden understreger, at det handler om at passe godt på oplysninger om borgerne:
– Det er vigtigt for os i Digitaliseringsudvalget, at der er styr på sikkerheden omkring borgernes og patienternes data – og vi følger området tæt. Når vi nu styrker cybersikkerheden, sker det ikke på baggrund af en konkret hændelse, men for at sikre, at vi bliver ved med at være på forkant med udviklingen.

Regionen opgraderer til nyeste standarder
Regionen har allerede mange sikkerhedsforanstaltninger, som beskytter systemer og data. Det er blandt andet beskyttelse mod uautoriseret adgang til systemerne og software, der konstant søger efter unormal adfærd. Regionen afviser dagligt flere hundrede forsøg på hackerangreb.
Mette Bossen Linnet fortæller, at Digitaliseringsudvalget varetager borgernes interesser, når det kommer til cybersikkerhed:
– Det er af gode grunde begrænset, hvor meget vi kan fortælle om, hvad det præcist er, vi sætter i værk nu. Men jeg kan fortælle, at der sidder et team af specialister i regionen og holder øje med truslerne udefra – det team styrker vi nu. De har ansvaret for døgnovervågning af systemerne, og det er med til at skabe tryghed for vores borgere.
Nogle af de øvrige initiativer, som Region Syddanmark nu fremskynder, er: opgradering af antivirusprogrammer og firewalls
bedre mulighed for scanning efter virus og malware på krypterede forbindelser – det vil sige mulighed for at kigge ind i krypteret data, der går ind og ud af regionens netværk
øget mulighed for opdeling af regionens netværk i mindre bidder.

 

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta
Region Syddanmark har et operationelt sikkerhedsteam, som arbejder med at forhindre hackerangreb. Deres opgave er løbende at:
følge med i aktuelle cybertrusler i omverdenen
overvåge og opsamle data om regionens it-systemer og netværk
beskytte regionens cirka 27.000 pc’er og øvrige enheder
beskytte infrastrukturen mod sårbarheder.[/otw_shortcode_info_box]