Mass Image Compressor Compressed this image. https://sourceforge.net/projects/icompress/
Nyheder

Pris: Lige ved og næsten for Sommersted

Hovedprisen gik til de frivillige EN AF OS-ambassadører i Psykiatrien, da Region Syddanmark uddelte Frivillighedsprisen 25. april 2018. Men der var også priser til en gruppe sygeplejersker på OUH, som i deres fritid hjælper pårørende igennem et donationsforløb, og til lægesekretær Kirsten Pedersen, som hækler trøstemus til børn på skadestuen i Kolding. De frivillige akuthjælpere fra Sommersted var også nomineret. De modtog masser af rosende ord, men dog ingen pris i denne omgang.
Flere end 100 frivillige, ansatte i Region Syddanmark og medlemmer af regionsrådet var mødt op til uddeling af Region Syddanmarks Frivillighedspris på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa 25. april.
Vinderne af årets frivillighedspris blev kåret, men dagen var også en hyldest til alle de andre frivillige, som hver dag yder en kæmpe indsats på regionens sygehuse og institutioner, på hospices samt i den præhospitale indsats som akuthjælpere.
De frivillige blev blandt andet underholdt af Dorte Nørregaard fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde, som tog temperaturen på frivilligheden i Syddanmark, og frivillig musiker Anders Munch, der gav et par numre. Skuespiller Søs Egelind deltog også og fortalte om sin kamp mod kræften og sit engagement i frivilligt arbejde.

EN AF OS-ambassadører bryder tabuer og fordomme
Hovedprisen gik til de cirka 85 syddanske frivillige EN AF OS-ambassadørerne i PsykInfo i Region Syddanmark. Ambassadørerne tager blandt andet ud på arbejdspladser, skoler og uddannelsessteder for at fortælle om deres personlige erfaringer med psykisk sygdom og om, hvordan de er kommet sig.
Med prisen følger 50.000 kroner til Psykinfo, som skal bruges på at udvikle og styrke samarbejdet med EN AF OS-ambassadørerne.
Dommerkomitéens begrundelse for valget var, at ambassadørerne med deres åbenhed er med til at bryde tabuer og fordomme og skabe debat og forståelse om, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse.
Ulla Lindgren, centerleder i PsykInfo i Region Syddanmark, hvor EN AF OS-ambassadørerne er tilknyttet, siger:
– Det betyder fantastisk meget, at det ikke bare er os selv, der synes, at vi gør en god indsats, men at mange andre har fået øje på os og husker os. Det har en enorm betydning.
EN AF OS-ambassadør Kirsten Traberg Andersen var med til at modtage prisen:
– Det er en kæmpe anerkendelse, og vi er så glade for den – men det manglede da også bare, siger hun med et glimt i øjet.
Ambassadørerne har været ude 270 gange i 2017. Indsatsen er en del af en landsdækkende indsats, hvor de syddanske ambassadører er tilknyttet PsykInfo i Middelfart.

Hjælp til den svære samtale om organdonation
En udrykningsgruppe under NeuroIntensivt Afsnit på OUH fik også en pris. Gruppen består af 10-12 specialuddannede sygeplejersker, som frivilligt rykker ud til regionens intensivafdelinger både om aftenen, natten og på helligdage for at hjælpe donorer og pårørende igennem et donationsforløb. 10.000 kroner fulgte med prisen, og de går til at udvikle samarbejdet med de frivillige.
Dommerkomitéen var imponeret over det engagement, gruppen viser, ved at stille sig til rådighed døgnet rundt i en svær situation, og fremhævede sygeplejerskerne som et godt eksempel på, at man godt kan yde en frivillig indsats, selvom man i forvejen er ansat i sundhedsvæsnet.
Afdelingssygeplejerske på Neurointensivt Afsnit på OUH, Charlotte Hollmann glædede sig over prisen:
– Udrykningsgruppen bidrager med engagement, høj faglighed, gode pædagogiske kompetencer og ydmyghed. De støtter de pårørende, men de hjælper også kollegaer i hele regionen, så de bliver bedre til at håndtere organdonation og til at tage den svære samtale med de pårørende.
Sygeplejerske Kirsten Helming Kelstrup, som er en del af udrykningsgruppen, siger:
– Det er et kæmpe skulderklap, og vi er mega stolte og rigtig glade. Vi håber, at vi kan komme ud og få mange flere folk til at tage stilling til organdonation.
Gruppen er organiseret i et samarbejde mellem Region Syddanmark og Dansk Center for Organdonation og rykkede ud 30 gange i 2017.

Trøstemus til de mindste patienter
Den tredje pris gik til lægesekretær Kirsten Pedersen, som arbejder på skadestuen i Kolding. Hun har taget initiativ til at hækle trøstemus til børnene på skadestuen og har de sidste to og et halvt år hæklet flere end tusinde mus i sin fritid.
Dommerkomitéen fremhævede, at trøstemusene er med til at give børnene en bedre oplevelse på skadestuen samtidig med, at de også er til stor hjælp for de ansatte, der lettere kan skabe en god relation til børnene. Og så har initiativet samtidig inspireret en lang række andre frivillige til at hækle trøstemus – både på andre afdelinger og sygehuse i Region Syddanmark, men også uden for regionen.
Også her fulgte der 10.000 kroner med prisen. De går til skadestuen på Sygehus Lillebælt i Kolding og til samarbejdet med Kirsten Pedersen.
Kirsten Pedersen siger:
– Det er fantastisk. Det havde jeg ikke lige forventet at få for sådan en lille mus, men det er et rigtig, rigtig dejligt skulderklap.

Frivillige skaber stor værdi for borgere og patienter
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), som er formand for dommerkomitéen, var med til prisoverrækkelsen. Hun gav flere gange udtryk for, hvor stor en værdi, de frivillige skaber for de syddanske borgere og patienter.
– I Region Syddanmark sætter vi stor pris på alle de syddanskere, som vælger at bruge deres fritid på at give en hånd med, og jeg er glad for og stolt af, at der bor så mange ildsjæle i vores region. Jeg håber, at priserne og ikke mindst arrangementet i dag er med til at skabe opmærksomhed omkring den værdi og den medmenneskelighed, regionens frivillige bidrager med hver eneste dag.
Ud over de tre vindere var yderligere to indsatser nomineret til prisen: Patient- og pårørenderepræsentanter i OUH’s forskningsråd, som er med til at bestemme, hvad der skal forskes i på OUH, og akuthjælpere ved Sommersted Frivillige Brandværn, som rykker ud, når der er brug for akuthjælp i Sommersted og omegn.

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta om frivillighedsprisen
Regionsrådet vedtog i februar 2015 en frivillighedsstrategi for at styrke mulighederne for, at sygehuse og sociale centre kan inddrage frivillige i hverdagen og for at sikre ordnede og trygge forhold for alle involverede.
Frivillighedsprisen blev indstiftet af regionsrådet i forlængelse af frivillighedsstrategien, og det er nu tredje gang, at regionen uddeler prisen.
En dommerkomité, der blandt andet indeholder repræsentanter for lokale frivilligorganisationer, står bag udvælgelsen af vinderne.[/otw_shortcode_info_box]