Debat

Debat: Spil for galleriet

Stefan Bøgh, Slotsgade i Haderslev, skriver dette indlæg:

4 – 500 millioner kroner fordufter fra det nye forslag til medieforlig op i den blå luft og ender som skattelettelser til regeringens venner.

Hermed har DF, som den politiske kandestøber bag angrebet på hele public service-formidlingen via DR, endnu en gang medvirket til skattelettelser til Løkkes venner.

Serien om 1864 faldt i sin tid DF for brystet, da den ikke passede ind i partiets historiske forståelse og derfor per definition var venstreorienteret.

Der var også andre serier og film, som ikke faldt i DF´s smag. Ergo måtte DR afstraffes, så de kunne lære det.

Mette Bock har i den forbindelse besluttet at tage liberale armbøjninger med armslængdeprincippet i det danske demokrati.

Al snak om at værne om det danske og danskheden er endt som tomme floskler fra både DF og den samlede regering, idet man med det aktuelle medieforlig giver det danske sprog et skud for boven, da alt spredes ud over en stor vifte af lødige og mindre lødige medier, mens den samlende institution DR bliver stækket og indskrænket.

Hvorfor er det f.eks. også så vanskeligt og dyrt for de små radiostationer at være med på DAB+ nettet?

Dette er en udemokratisk forfordeling af de større og mere velbeslåede stationer, der ovenikøbet kan få del i mediestøtten.

Hvad var Mette Bocks hensigt med at invitere til forslag og ideer på en hjemmeside indrettet til formålet, når hun lader fuldstændig hånt om, hvad de mindre medier skriver?

Spil for galleriet og skindemokrati!