Fra torsdag den 15. april er det kun muligt at blive testet for Covid-19 fra klokken 15-19 i hverdagene i Sundhedscenter Haderslev. Åbningstiderne er dog fortsat 9-19 i weekenderne og på kommunens øvrige test-steder.
Sundhedscenter Haderslev har være et populært sted at blive testet for Covid-19. Så populært, at det har givet for meget kø ved indgangen, hvilket har gjort det svært for både dem, der skal testes, og centrets øvrige brugere at holde afstand.
”Vi har et velfungerende sundhedscenter, der bruges meget, men det betyder også, at det giver udfordringer for centrets øvrige brugere, når der er lang kø til Covid-19 test. Derfor har vi nu valgt i en periode kun at tilbyde test i sundhedscentret om eftermiddagen og aftenen, mens åbningstiderne er de samme i weekenden”, siger Johannes Westergaard, leder af Træning og Rehabilitering i Haderslev Kommune.
I dagtimerne i hverdagen henviser Johannes Westergaard til kommunens øvrige test-steder.
”Vi har syv andre teststeder i kommunen, og i Haderslev by er der mindst ventetid på Varbergvej og på Kløvervej. Derudover kan man fortsat blive testet på Bispen i dagtimerne i hverdagen”, siger Johannes Westergaard.
Haderslev Kommunes teststeder er oprettet i samarbejde med Region Syddanmark. Der anvendes på teststederne antigentest, også kaldet kvik-test, hvor der podes i begge næsebor.
På teststederne kan alle fra 12 år testes. Det kræver ikke tidsbestilling. Man møder bare op med sundhedskort og mundbind.
Ændringen i åbningstiden gælder fra torsdag den 15. april 2021. På haderslev.dk/test kan man se en oversigt over alle teststeder i Haderslev Kommune og deres åbningstider.