Over alt i landet bliver budgetter set efter en ekstra gang. Der skal spares – men ikke hos VUC Syd, der oplever gyldne dage takket være de millioner, der bliver overført fra statskassen. På den måde oparbejder VUC Syd bemærkelsesværdige overskud, der af taktiske grunde må investeres. Udover 2 mio. kr. til et amfiteater, der stort set ikke bruges, investeres 6 mio. kr. i en idrætsplads, der heller ikke er brug for.
Ideen om en idrætsplads er fostret af daværende direktør, Hans Jørgen Hansen, og når han foreslår noget, stilles ingen spørgsmål af bestyrelsen. Lidt af forhistorien fremgår af det referat, Hans Jørgen Hansen har udsendt efter et bestyrelsesmøde 12. september 2016.
Heraf fremgår, at VUC Syd i 2013 købte 3800 kvadratmeter af Haderslev Kommune. Grunden ligger på hjørnet af Vinkelvej og Nordhavnsvej og grænser op til VUC Syds parkeringsareal. Dengang var ifølge referatet planer om at lave en samlet p-løsning med Haderslev Kommune. En del af p-pladserne skulle være kommunale.
De planer blev aldrig realiseret – og så får Hans Jørgen Hansen en af sine gode idéer. På arealet skal etableres en idrætsplads. I referatet skriver han, at VUC Syd har et presserende behov for idrætsfaciliteter ved afdelingen i Haderslev. Hans forslag til bestyrelsen er, at der etableres en såkaldt motionsbane.
Et skitseprojekt er allerede 1. september udarbejdet, men det får bestyrelsen ikke at se – kun en melding om, at skitseprojektet eftersendes. Direktøren får dog bestyrelsens accept, så referatet slutter:
Vedtaget som indstillet.
Den daværende direktør bandt dengang bestyrelsen noget på ærmet. Der har nemlig aldrig på VUC Syd været et presserende behov for en idrætsplads. Idræt på HF er et fag, der kun kan vælges på linje med fem andre fag på C-niveau – design, arkitektur, dramatik, mediefag eller musik. Behovet var altså ganske begrænset, men der blev investeret 6 mio. kr. i anlægget – og det har stort set ikke været brugt. På AVU, FVU og OBU er idræt ikke reelt en mulighed. Af de aktuelle skemaer fremgår, at idræt slet ikke tilbydes!
Det burde bestyrelsen dengang have vidst. Der synes derfor at være tale om et klokkeklart misbrug af statsmidler.
På samme tid, som Hans Jørgen Hansen med bestyrelsens accept smider 6 mio. skattebetalte kr. ud til ingenting, har VUC Syd haft store hold, mangel på kvalificerede vikarer og et stort pres på faste medarbejdere. Det var til dem, de 6 mio. kr. plus en del flere var beregnet.
Da Hans Jørgen Hansen allerede har en skitseplan, og nu har fået bestyrelses accept, reagerer han hurtigt. Arbejdet med idrætspladsens etablering bliver på kort tid sat i gang. Det har det formål, at de 6 mio. kr. kan påvirke årets regnskab, der på det tidspunkt ser ud til at vise et overskud på mere end 20 mio. kr. – et betænkeligt stort overskud for en institution, der stort set drives for statstilskud.
Indvielsen fandt sted 25. august 2017 som led i Trekantens festuge. Der var lagt op til en del aktiviteter på anlægget, der i JV blev omtalt som en multibane og en beachvolleybane. Aktive fra volleyballklubben gav opvisning, men ellers var det småt med aktiviteter, og interessen fra byens borgere var meget, meget ringe.
Havkatten Calle
forrige nyhed
næste nyhed