Nyheder

564 børn skal lege i næste uge

Kast, hop og byg et tårn med tumle-terninger. Sådan lyder opfordringer til børn i Sønderjylland som fra mandag den 8. oktober er med i bevægelsesugen ”Hej skal vi lege?” Med bevægelsesugen ønsker Børneulykkesfonden, DGI og bObles at inspirere forældre og pædagoger til mere motorik, leg og bevægelse for de 3-6 årige.
Siden 2011 har mere end 300.000 børn deltaget i ”Hej skal vi lege?” I år er der tilmeldt over 15.000 børn fra 431 institutioner.

Gennem leg oplever børn glæden ved bevægelse
1. juli trådte en ny dagtilbudslov i kraft, og for første gang er leg tydeligt skrevet ind i loven som et klart signal om, at leg skal vægtes endnu højere i dagtilbuddene. Det flugter godt med grundtanken bag Hej skal vi lege?
”Vi er rigtig glade for, at der med dagtilbudsloven kommer nyt fokus på, at leg er godt. Gennem leg oplever børnene glæden ved at bevæge sig. Med ”Hej skal vi lege?” får bevægelsesglæden en ekstra dimension, hvor vi er med til at give børnene lyst, mod og forudsætninger til at være aktive. Og forhåbentlig varer det hele livet,” siger Søren Møller, der er formand for DGI.
3 ud af 5 pædagoger ønsker redskaber til mere bevægelse
Bevægelsesugen giver børn og voksne en god anledning til at sætte fokus på bevægelse – og det er der brug for, viser en undersøgelse, Børneulykkesfonden har lavet blandt pædagoger i daginstitutioner. Her angiver 59 procent af pædagogerne, at de gerne vil have flere ideer og redskaber, så flere børn oplever glæden ved at bevæge sig og måske også får sved på panden.
Sidste år svarede 48 procent af pædagogerne, at de efter ”Hej skal vi lege?” prioriterede
mere bevægelse i børnenes hverdag.

Når leg begrænses af rum
I bevægelsesugen i år skal børnene både balancere, hoppe, bygge tårn og gå slalom med tumle-terningerne – fantasifulde lege, som er udviklet af børnefysioterapeut og bevægelsesekspert Louise Hærvig.
En ny undersøgelse fra Børneulykkesfondens Børnepanel blandt 324 børnehavebørn viser ellers, at 38 % af børnene svarede, at de blev skældt ud af de voksne, når de løb eller hoppede indenfor. Og 34 % fik skæld ud, når de råbte, snakkede højt eller larmede.
”Undersøgelsen viser, at de vilde lege ofte skal foregå udenfor, imens de mere rolige lege kan leges indenfor. Daginstitutionernes rammer er forskellige i forhold til mulighederne for bevægelse, men i denne uge udfordrer vi normerne lidt og inviterer den aktive leg indenfor,” siger Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta om Hej skal vi lege? • ”Hej skal vi lege?” arrangeres af Børneulykkesfonden, DGI og bObles. • I år er tilmeldt 15.000 børn fordelt på omkring 431 institutioner. • Siden 2011 har mere end 300.000 børn deltaget i ”Hej skal vi lege?” • Legetemaet i 2018 er bygget op omkring den specialdesignede motorikterning og motorikplader fra bObles. Legene er udarbejdet i samarbejde med børnefysioterapeut Louise Hærvig. • For 240 kr. kan børnehaver, vuggestuer og dagplejere bestille en pakke med motorikredskaber, legehæfter, plakater, diplomer til børnene samt informationshæfter til forældrene og institutionen. • Alt materiale kan downloades gratis på www.hejskalvilege.dk[/otw_shortcode_info_box]