Modtagelser i verden med blomsterkranse og åbne arme, en hverdag med køjesenge uden madrasser og kyllingeburgere til morgenmad, er noget af det gymnasterne møder på deres rejse. Godt rustet med masser af oplevelser, kommer Mette fra Sønderjylland og de 27 andre gymnaster retur til Danmark og den 23. april, kan holdet opleves i Haderslev.
Mette Bertelsen fra Sønderjylland
I februar blev et nyt hold gymnaster udtaget til DGI Verdensholdet og efter intensiv træning hen over sommeren og en kort turné i Danmark, rejste holdet ud i verden på en helt unik rejse. Mette Berthelsen Nielsen fra Sønderjylland var en af de heldige gymnaster, som kom med på holdet.
For Mette var det drømmen at blive en del af verdensholdet, fordi hun elsker og nyder at lave gymnastik. Når hun laver gymnastik, slår hun hovedet helt fra i forhold til alt andet, og lader bare musikken flyde ind i kroppens bevægelser.
Hun har undervist i gymnastik siden hun var 11 år gammel, og har nydt det lige siden. Da holdet lavede show i Aabenraa i september, måtte Mette se med fra sidelinjen pga en mindre skade, så nu glæder hun sig til at komme på gulvel, når holdet laver show i Haderslev.
Showet NAMUH
Holdet rejser med showet NAMUH. Det handler om livet og om, hvad der sker med os mennesker, når vi indgår i fællesskaber med andre. Alt sammen fortalt gennem dans, rytmisk gymnastik og imponerende spring.
Et aftryk ude i verden
Verdensturnéen er alt andet end badeferie. Holdet har allerede været i Tyskland, Emiraterne, Sydkorea, Taiwan, Colombia og er nu ankommet til Argentina. Derefter venter Mexico, USA og Skotland. Formålet med rejsen er at inspirere til idræt og sundhed i fællesskaber og det gør gymnasterne igennem 200 populære workshops og 150 shows.
Mødet med de lokale
Når DGI Verdensholdet rejser ud i verden, bliver det som oftest med bolig hos lokale værtsfamilier, der åbner dørene og giver mulighed for at få et helt særligt indblik i deres kultur. Og lige præcis det aspekt af turen bliver imødeset med stor begejstring.
“Jeg har glædet mig til rejsen og mødet med en masse spændende kulturer, værtsfamilier, mennesker af forskellig slags, der har lyst til at tage del i vores gymnastikglæde og at motivere og inspirere folk til at bevæge sig”, fortæller Mette Bertelsen Nielsen.
Mød Mette og de andre 27 gymnaster når de kommer til Haderslev den 23. april. De har en masse oplevelser med i bagagen og det er muligt at høre om turen til et foredrag inden showet. Billetter kan købes på billetten.dk