Jeg kan se det på dem hver eneste gang. De elsker det. Der er ikke noget bedre end at få rent sengetøj.
Bøvlet med at ordne det for dem, forvandler sig med et trylleslag til glæde, når de kommer ind og ser, hvad jeg har gjort for dem.
Det sætter gang i deres egen interesse for at have det pænt og ryddeligt, og de går straks i gang med at hjælpe, ordne og få styr på det hele igen.
Især den mindste har et stort ordne- og rengøringsgen. Hver dag efter morgenmaden, går hun sin sædvanlige runde; fjerner, hvad der måtte være af beskidte sager, snavs og uorden. Ud kommer det, så der er pænt og ryddeligt, hvis der skulle komme besøg.
Når jeg ser deres iver og ordenssans, kan jeg ikke få mig til at sige det til dem, som det er.
At de, trods alle deres anstrengelser, bor i en svinesti.
Det er i hvert tilfælde det vi, lidt ubetænksomt og nedladent, siger om dem.
I dag har jeg ordnet deres sengetøj igen, og blev som altid rørt over deres spontane glæde, som de ikke er nærige med at dele ud af.
Der er absolut ikke noget svinesti over deres lille lejlighed, som består af køkken, soveværelse og toilet.
Det eneste, der kan frembringe svinestien, er, hvis jeg er lidt for længe om at skifte deres sengetøj eller ordne deres toilet. Så kan de ikke komme af med deres affald, men prøver efter bedste evne stadig at holde orden på deres lille hjem.
Jeg undrer mig over, hvornår vi gik galt af ordet svinesti? Måske da vi besluttede, at grisen ikke var så køn og af den grund ikke kunne være klog eller ordentlig.
Det jeg ser, når jeg går sammen med vores to grise, Karla og Dagmar, er to ordentlige damer, der ikke bor i en svinesti. De bor i et pænt og sobert hjem, som de hjertens gerne ordner, hvis bare deres mennesker sørger for at hjælpe dem med den grove rengøring.
Jeg siger aldrig mere til mine teenagebørn, at deres værelser ligner en svinesti – for det gør de ikke!
God weekend – alle kan have skjulte talenter
Sanne Brodersen, Gram Slot