Fodbold Nyheder Sport Topnyhed

Tommy Bechmann op på væggen

Tommy Bechmann optaget i Wall of fame Foto: Soenderjyske.dk

Inden søndagens kamp imod Esbjerg, blev SønderjyskE’s tidligere angriber Tommy Bechmann optaget i Wall og fame, som er en påskønnelse fra SønderjyskE og moderklubben HFK, af tidligere ledere og spillere, som har gjort en særlig indsats i tiden med superligafodbold i Haderslev og Sønderjylland.

– Jeg er meget stolt og beæret. Det er ikke så mange, der er blevet optaget endnu, så jeg er meget stolt af at blive en del af den eksklusive klub. Jeg er også glad og overrasket over, at jeg har efterladt et så godt indtryk i klubben, at man nu mener, at jeg har fortjent en plads i Wall of Fame. Det gør mig meget stolt, udtaler Tommy Bechmann til soenderjyske.dk.
Foruden at score 33 mål i 145 kampe for de lyseblå, gik angriberen også forrest på banen og gjorde sine medspillere gode og gav dem plads på banen.
Han var med til at vinde klubbens første sølvmedaljer i 2016 og den efterfølgende deltagelse i Europa League.
Tommy Bechmann stoppede karrieren i januar 2017.

– SønderjyskE var klubben, der fik mig op at køre igen, efter jeg havde nogle længere skadesperioder i Tyskland. Jeg er meget taknemlig for, at klubben turde tage chancen med mig. Det endte med at blive til fem et halvt gode år, og jeg havde nok ikke regnet med, at jeg skulle være der så længe, da jeg kom hjem, men jeg havde det fantastisk, og jeg fik nogle store oplevelser med mig, udtaler Tommy Bechmann.

Tommy Bechmann er født 22. december 1981 i Aarhus. Som senior spillede han for FC Aarhus, Esbjerg fB, Vfl Bochum, SC Freiburg og for SønderjyskE frem til januar 2017, da han stoppede karrieren på grund af knæproblemer.

I Esbjerg-tiden blev han kåret som efterårets profil i superligaen 2003 og som årets EfB-spiller i sæsonen 2003/2004, hvor det også blev til bronzemedaljer.

I klubkarrieren blev det til 116 mål i 421 kampe. Tommy Bechmann spillede desuden 15 kampe på ungdomslandsholdet, hvor han scorede 11 mål.

Der er nu seks medlemmer af Wall of Fame:

Lars ”Mini” Hansen, optaget 27. april 2015 under overskriften ”Humørbomben”.
Sölvi Ottesen, optaget 26. april 2015 under overskriften ”Granitblokken”.
Simon Poulsen, optaget 25. oktober 2015 under overskriften ”Stortalentet”.
Hans-Werner Stehmann, optaget 25. april 2015 under overskriften ”Faderskikkelsen”.
Frank Andersen, optaget 30. oktober 2015 under overskriften ”Den professionelle”.
Tommy Bechmann, optaget 10. marts 2019 under overskriften ”Den snedige”.

Denne komité udvælger de personer, der hædres med en plads på Wall of Fame:

Jacob Ravn, pressechef i SønderjyskE
Per Jessen, web- og kommunikationskonsulent i SønderjyskE
Teddy Pedersen, medlem af DBUs’ bestyrelse og tidligere formand for HFK
John Lauridsen, kasserer og tidligere formand for SønderjyskE Fodbold Support
Bent Vedsted Rønne, arkivchef ved Historisk Arkiv for Haderslev Kommune
Kjeld Thrane, medlem af Totaloplevelsesudvalget i SønderjyskE
Mads Sandemann, chefredaktør for JydskeVestkysten

René Holm
Tlf 30405055 - mail: rene@haderslevspuls.dk