Fodbold

To hurtige mål sikrede tre point

Fredag aften gæstede SønderjyskE oprykkerne fra Vendsyssel i Hjørring.
Hjemmeholdet lagde bedst fra land og havde et par muligheder inden Jon Thorsteinsson efter 14 minutters spil, åbnede målscoringen direkte på frispark. Herefter prøvede SønderjyskE at skabe spillet, uden dog at blive farlige foran mål, samtidig med at Vendsyssel havde tilløb til at øge føringen.
Stillingen 1-0 holdt til pausen, hvor Claus Nørgaard udskiftede Mads Hvilsom med Christian “Greko” Jakobsen. Han skulle kun bruge få minutter for at udligne til 1-1. Momentum var herefter på SønderjyskEs side og bare få minutter efter scoringen blev Alexander Bah spillet helt fri uden for feltet, han bragte gæsterne foran med 2-1, inden Mart Lieder med hælen øgede føringen 3-1 i det 72 minut.
Herefter satsede Vendsyssel for at reducere og havde et par muligheder, dog fik Mart Lieder muligheden for at lukke kampen helt med små ti minutter igen, men afslutningen tog først den ene og så den anden opstander.
Med fem minutter igen fik hjemmeholdet et hjørnespark, som i første omgang ikke ramte nogen, men på anden bolden fik Ogude Emmanuel Ifeanyi reduceret til 2-3. Det blev kampens resultat, selvom Vensyssel jagtede en udligning i de sidste minutter.
Med sejren rykker SønderjyskE op på en midlertidig fjerdeplads i Superligaen.

Kampen i tal:
Vendsyssel FF – SønderjyskE 2-3 (1-0)
1-0 Jon Thorsteinsson (14 min)
1-1 Christian “Greko” Jakobsen (47 min)
1-2 Alexander Bah (52 min)
1-3 Mart Lieder (72 min)
2-3 Ogude Emmanuel Ifeanyi (85 min)
Tilskuere: 1304