Nyheder

To dage med uddannelsesmesse

Den 31. oktober og 1. november er der uddannelsesmesse på Kulturhus Harmonien. På messen kan de unge møde forskellige ungdomsuddannelser.

Når man er ung og går i 8. 9. eller 10.klasse eller er forældre til en ung i den aldersgruppe, så står man inden for en overskuelig fremtid for at skulle finde ud af, hvilken ungdomsuddannelse den unge gerne vil i gang med efter grundskolen.

Der er mange muligheder, og beslutningen kan være svær. Er det den gymnasiale vej, det skal være? I så fald hvilken? Er det erhvervsskolevejen? I så fald, hvilken en af de mange, der findes?
Eleverne i 8. klasse er så småt begyndt processen henimod et uddannelsesvalg, hvorimod eleverne i 9. og 10. klasse skal beslutte det inden den 1. marts 2019.
Som endnu et led i denne valgproces arrangerer UU Haderslev i samarbejde med ungdomsuddannelserne en uddannelsesmesse på Kulturhus Harmonien den 31. oktober og den 1. november.

På messen vil en bred vifte af ungdomsuddannelser være repræsenteret, lige fra den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU), de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne i det Sydjyske område, til de forskellige 10.klasses tilbud, der findes i vores område. Haderslev Erhvervsråd samt ungdommens uddannelsesvejledning (UU) vil også være at finde på messen.
Messen indvies af udvalgsformand Henrik Rønnow onsdag den 31.oktober kl. 17.00 og vil den dag være åben for kommunens 8. og 10. klasses elever og andre interesserede indtil kl.19.00.

Torsdag den 1.november kl. 8 slår messen dørene op for 9. klasses eleverne og deres lærere og vil være åben til ca.13.30.Der vil i løbet af messen også være musikalske indslag fra Haderslev Musikskole og deres talentlinie. EUC Syd vil deltage med arbejdende stande.

På messens anden dag vil Mads Herschend, der bl.a. er grundlægger af projektet ” Elever der vil fremad”, holde et foredrag for eleverne i 9. klasse og deres lærere. Foredraget tager afsæt i en voldsom cykelulykke, der nær havde kostet Mads livet, og han vil formidle en række vigtige budskaber om indstillingen til forandringer i ens liv og hvordan, man kan vælge at håndtere og overkomme dem.

Med den rette indstilling er der ikke meget, som er umuligt. Mads vil vise, hvordan arbejdet med og ansvaret for egen udvikling kan komme eleverne til gavn både i skolen, hjemme, til sport og i fremtidigt arbejde.
Det er håbet, at aktiviteterne på messen efterfølgende vil medvirke til at eleverne får et bedre grundlag for at reflektere over det kommende uddannelsesvalg.