Over landsgennemsnittet på skoleområdet og helt i top på SFO-området. Sådan placerer Haderslev Kommune sig i en ny, landsdækkende tilfredshedsundersøgelse på skoleområdet.
Forældrene er generelt godt tilfredse med folkeskolerne i Haderslev Kommune. Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse, som Social- og Indenrigsministeriet har offentliggjort.
”Vores skoler ligger et stykke over landsgennemsnittet, og det er vi stolte af. Det er en anerkendelse af det store arbejde vores lærere, pædagoger, bestyrelser og ledere gør hver dag for at skabe en god skole, hvor børnene trives og udvikler sig fagligt”, siger Henrik Rønnow, formand for Udvalget for Børn og Familier.
I undersøgelsen spørges der blandt andet til forældrene tilfredshed med undervisning, trivsel, skoles ledelse og skole-hjem-samarbejder.
”Det er dejligt, at forældrene kvitterer for den indsats, der gøres ude på den enkelte skole, og jeg sætter stor pris på forældrenes opbakning”, siger Henrik Rønnow.
På SFO/fritidshjems-området er der grund til at være endnu mere stolt. Her kommer Haderslev Kommune nemlig ind på en fornem tredjeplads blandt alle landets kommuner.
”Det kan ikke blive meget bedre, og det utroligt tilfredsstillende, men det forpligter også at ligge i toppen. Nu skal vi have nærlæst rapporten, for den er tænkt som et redskab, vi kan bruge i vores daglige arbejde med at udvikle skoleområdet. Vi skal have kigget på, hvor vi kan forbedre os, og hvor vi internt kan inspirere hinanden”, siger Henrik Rønnow.
Om undersøgelsen
Brugertilfredshedsundersøgelsen består af et spørgeskema med 15 spørgsmål om forældrenes tilfredshed med folkeskolen. Derudover indgår 7 spørgsmål om forældretilfredshed med SFO’en, som alene stilles til forældre med børn i indskolingen.
Den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskole- og SFO-området er den første i en række af brugertilfredshedsundersøgelser, som gennemføres på forskellige velfærdsområder i perioden 2019-2022. Den næste undersøgelse gennemføres på dagtilbudsområdet.
Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Statistik for ministeriet og kan læses her: https://sim.dk/media/38350/landsrapport.pdf