Ishockey

SønderjyskE siger farvel til Chris Straube

Der skal ‘nye kager på bordet’ hos de mangedobbelte ishockeymestre fra SønderjyskE. Efter en sæson, som har været dikteret af ‘Murphys lov’, så ryster den lyseblå klub for alvor posen.

Det betyder blandt andet et farvel til træner Chris Straube, som har været en fast del af trænerteamet i de seneste fem sæsoner.  Den 43årige canadiske træner kom til klubben i sommeren 2013, og forlader nu klubben efter fem sæsoner på trænerbænken.
Sportschef Kim Lykkeskov skal dermed finde et nyt trænerteam til ishockeyflagskibet op til den nye sæson:
“Vi ønsker en ny start og frisk blod på trænerbænken. Det er alene baggrunden for, at vi derfor ikke har ønsket at forlænge kontrakten med Chris Straube. Han har gjort en jætteindsats i alle årene for os og særligt her i foråret, hvor der har været ekstra pres på trænerbænken har hans tilgang været flot, dedikeret og professionel.”
“Chris Straube har lagt mange ressourcer i både ungdomsarbejdet og jobbet som assistenttræner, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med hans videre trænerkarriere,” understreger Kim Lykkeskov.