Ishockey

SønderjyskE i playoff efter forrykt afslutning

Ishockey er i sandhed et vanvittigt spil. Det fik man understreget utallige gange i den såkaldte ‘Play In’ serie, og ikke mindst i gårsdagens ‘finale’ i SE Arena.

Da måltavlen – efter endnu en dramatisk affære – viste 53.30 og 4-2 til hjemmeholdet, var festen godt i gang på lægterne. Efter en historisk dårlig sæson var holdet godt på vej ind i kvartfinalen. SønderjyskE var tilbage!

Sådan må man aldrig tænke i ishockey. Man må ikke engang tænke på at tænke det! Så går det galt.

Med godt seks minutter tilbage scorede Gentofte Stars til 3-4 og så blev alt ellers kastet frem i forsøget på at sikre sig uafgjort og dermed forlænget spilletid med chance for at udligne SønderjyskEs føring i serien.

Og udligningen kom! Aldrig har over 3000 tilskuere tiet så stille. Nu blev der bidt negle, for når et hold er gået fra 2-4 til 4-4 på et par minutter, så er chancen for at det også bliver 5-4 stor i statistikkens verden. Og pausen inden fjerde periode blev lang og nervepirrende. Imens der blev ‘kørt is’ kunne de mest cool tilskuere udligne trykket i blæren og sikre sig nye forsyninger af vådt og tørt. Men risikoen for at man kunne være til sæsonens sidste kamp i SE Arena lagde en klam hånd på stemningen.

 

44 sekunders periode

Men så skete ét af de mirakler, som ishockey heldigvis også er fyldt af. Den, lige i øjeblikket, mest elskede mand i Vojens og Omegn, Tyler Fiddler, tog sagen i egen hånd og – efter blot 44 sekunder – slukkede han lyset for alle Gentoftes drømme og planer. Han pryglede pucken i mål og jublen i SE Arena kunne aflæses på Richter skalaen.

Nu venter kvartfinalerunden. Hvem SønderjyskE skal møde, bliver afgjort i dag. Svært bliver det, men pas på derude i det ganske danske ishockeyland. SønderjyskE er tilbage!

 

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Kampen i tal: SønderjyskE – Gentofte Stars 5-4 (0-1,3-1,1-2,1-0)
13:04 0-1 Ville Järveläinen PP1
22:43 0-2 Marco Virtala (EQ)
26:01 1-2 Patrick Dwyer ass Tyler Fiddler & Derek Damon (PP2)
37:14 2-2 Thomas Spelling ass Daniel K. Hansen (EQ)
39:59 3-2 Patrick Dwyer ass Jace Coyle (PP1)
43:18 4-2 Patrick Dwyer ass Kyle Wharton
53:32 4-3 Ville Järveläinen
58:54 4-4 Ville Järveläinen
60:44 5-4 Tyler Fiddler uass
Udvisninger:
SønderjyskE 4 x 2
Gentofte Stars 5 x 2
Tilskuere: 3071 i SE-Arena[/otw_shortcode_info_box]