SønderjyskE har til eftermiddag offentliggjort en lejeaftale med græske Theofanis Mavrommatis, som kommer fra Panathinaikos FC.
Theofanis Mavrommatis også kaldet “Fanis” er en 23-årig venstrebenet forsvarsspiller, som kan spille både i venstre side af midterforsvaret og på venstre back, han er en energisk og fremadrettet forsvarsspiller, og han kan desuden bidrage godt i det opbyggende spil i venstre side, uanset om han er stopper eller back.
– Det er en spiller, som vi i næsten en uge har prøvet at få på plads, og heldigvis er det nu lykkedes, for han har et enormt potentiale. Han er røget lidt ud i kulden på spilletid, men han har trænet med og har ikke ligget stille, så der går ikke mange dage, inden han er i fuld kampform igen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
”Fanis” har spilet fem ungdomslandskampe for Grækenland – senest en U21-landskamp i efteråret 2018.
Han har fredag tilsluttet sig SønderjyskE’s træningslejr i Tyrkiet, som fortsætter frem til torsdag i næste uge, inden turen igen går hjem til Sønderjylland.