SønderjyskE Fodbold har hentet den nye cheftræner syd for grænsen, da klubben har ansat tyskeren Michael Boris på en to årig kontrakt.
Hos direktør Klaus Rasmussen er der glæde over, at klubben har fundet en stærk profil til at stå i spidsen fra første træning mandag:
“Vi er meget glade for, at vi kan byde velkommen til Michael Boris. Der er blevet gjort et grundigt stykke arbejde med at finde den rette profil til jobbet, og vi glæder os til, at han nu skal i gang med arbejdet i SønderjyskE”.
“Vi får en træner, der kommer med stor erfaring fra at arbejde med talenter på et højt niveau, og han kommer samtidig med en baggrund, hvor han påskønner hårdt arbejde og de samme værdier, som vi dyrker her i SønderjyskE”.
“Michael Boris kommer alene til klubben, forstået på den måde, at det er den nuværende stab, han skal arbejde sammen med, så der er masser af gode, velkendte klubfolk til at hjælpe ham godt i gang, og først og fremmest har han Simon Poulsen ved sin side som sin assistenttræner”, siger Klaus Rasmussen.
Simon Poulsen har overtaget som assistenttræner, efter Niels Lodberg har valgt at stoppe i klubben.
Også Michael Borris ser frem til at starte i Haderslev:
“Jeg er først og fremmest stolt over, at jeg skal være cheftræner i SønderjyskE. Jeg glæder mig meget til at komme i gang på mandag og arbejde for en klub, som jeg har fået et særdeles godt indtryk af”.
“Efter jeg blev ledig i Ungarn, så jeg jobbeskrivelsen i SønderjyskE, og den passer rigtig godt på min profil og mine værdier. Det er en klub, jeg nemt kan identificere mig med. Jeg kommer selv fra mineområdet i Ruhr-distriktet, og jeg ved, at SønderjyskE også anerkender hårdt arbejde, så det passer godt sammen. Jeg har haft en række samtaler med gode folk i organisationen, og jeg er stolt over, at de har udvalgt mig til at blive cheftræner”.
“Jeg kommer til at bringe nogle nye ideer med til klubben, og jeg vil have nye input med fra første dag, men jeg skal også se det hele an. Det hele kommer til at ske i tæt samarbejde med den nuværende stab, hvor jeg allerede har talt med flere af dem, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af både dem og klubben. Jeg glæder mig til at komme i gang og møde spillerne og alle folk omkring klubben og stifte bekendtskab med byen og hele landsdelen”, udtaler Michael Boris.
Fakta:
Michael Borris er 46 år
Han har indtil for nylig været cheftræner i ungarske MTK Budapest.
Desuden har han tidligere været både U19 og U21 landstræner i Ungarn, cheftræner for KFC Uerdingen og U23 træner for Schalke 04.