Han prøver at lade være med at sukke for højt. Lader sig ikke mærke med det. Jeg kan se, at han anstrenger sig for ikke at vise, at han savner det. Men det gør han.
Han savner vandet. Mere og mere desperat.
Han savner vandet, fordi han er landmand. Fordi han er optaget af at følge naturens orden, hvor han sår, gøder, høster, sår og gøder igen. Høster, så der kan komme brød på bordet. Til dig og mig.
Men vandet udebliver, og det får større og større konsekvenser for hvor meget brød, der kan komme på bordet. Til dig og mig.
Han er ikke den eneste landmand, der sukker. I andre lande går mænd og kvinder rundt som ham. Sukker.
Jeg er ikke landmand, og kan derfor ikke lade være med at nyde solen. Jeg lader som om, jeg ikke ved det, mens jeg i sommerkjole cykler afsted, og nyder den varme vind.
Men jeg ved det godt.
Det er bare så besværligt at vide det. Den ekstreme varme, den ekstreme regn, der kom sidste år, den ekstreme vind. Den er her, fordi jeg ikke tager mit ansvar og tænker i naturens orden. Cirkulært. Give og tage.
Jeg tager kun. Mon jeg er den eneste, der gør det?
Hvornår lægger jeg to og to sammen, trækker hovedet op af mit strudsehul, og ser hvad det er, der sker? Snart, for om lidt er det for sent.
God weekend – Giv hver gang du tager
Sanne (Brodersen, Gram Slot – red.)