Kan jeg ikke bare springe over? Ingen lægger sikkert mærke til det, hvis jeg gør.
Jeg har jo så travlt. Jeg kan ikke nå det.
Konfirmationen, der er lige op over, taler, der skal finpudses, tøj, der skal stryges, borde, der skal ordnes og så videre.
Jeg har slet ikke tid til det store arbejde, det er. Det tager en krig at gøre det.
At sætte lys i vinduerne i morgen 4. maj. Over 100 vinduer! Det er lidt af en omgang.
Beslutningen om at lade som om, jeg har glemt det, er truffet mange gange.
Alligevel dukker den lille dårlig samvittighed op. For jeg har jo ikke glemt det – jeg har bare ladet som om, det ikke er vigtigt.
Men det er vigtigt. Lysene i vinduerne 4. maj er vigtige – selv her 74 år efter.
Lysene har så stor symbolværdi – fordi de i deres skrøbelighed besidder den største kraft. At oplyse mørket, så det må vige.
Mørket, der kan tage pusten fra den bedste. Mørket, der er stort og altødelæggende som terror og krig er. Men krig kan jeg jo ikke stille noget op imod? Og behøver jeg? Jeg bor jo trygt og godt.
Hvad kan jeg stille op mod krig og ødelæggelse?
Jeg kan starte min egen lille krig.
Og det vil jeg gøre.
Starte min egen stilfærdige krig mod mørket. Derfor vil jeg gå rundt på hele slottet og sætte lys i vinduerne i morgen aften.
Imens vil jeg tænke på alle de, der har mistet, fordi mørket kom forbi og spredte død og rædsel.
Jeg vil vedholdende tro på, at det nytter at tænde lys – hvor skrøbelig og sårbar flammen end måtte være. Jo flere flammer – jo mere lys.
God weekend – vi vælger selv om vi tænder lys eller slukker det
Sanne (Brodersen, Gram Slot)