Gram

Sannes tanker: Jante

Sanne Brodersen skriver ugens tanker

”Husker du at tage pauser også? Gøre noget, som er godt for dig, uden du har dårlig samvittighed?” Hun så mig i øjnene, og jeg måtte lige overveje situationen.
Hvad skulle jeg svare? Lyve lidt og sige; ”Jo, jo det gør jeg skam – den dårlige samvittighed har jeg lagt på hylden for mange år siden.”
Men det passer jo ikke. Den dårlige samvittighed trives i bedste velgående, hver gang kroppen fortæller mig, at den rent faktisk trænger til en pause for at kunne gå ud i verden og virke igen.
Så jeg valgte sandheden, sagde det som det var, at jeg øver mig, men at jeg sagtens kan blive meget bedre til at lægge den dårlige samvittighed på hylden.
Efterfølgende har jeg tænkt en del over, hvem den dårlige samvittighed gavner. Jeg har endnu ikke fundet et svar. Den gavner i hvert tilfælde ikke mig selv eller min familie.
Den eneste jeg kan se den gavner, er Jante. Jante, hvis lov er skabt for at holde folk nede, bremse udvikling, velvære og overskud.
Jeg er taknemmelig for, at kvinden stillede de simple spørgsmål. Kun på den måde kan jeg rent faktisk se, hvor meget jeg fodrer Jante.
Nu er det op til mig selv, hvor længe jeg har lyst til at nære Jante. For Jante trives kun der, hvor den bliver fodret.
Den næring jeg giver Jante, skylder jeg at give til mig selv og andre levende væsener. Ikke en konstruktion.

God weekend – Tænk over, hvem du fodrer
Sanne