Det er iskoldt.
Går jeg uden for min dør, træder jeg ind i en enorm, vindblæst dybfryser. Det er vinter af den barske slags.
Jeg har bragt min familie og jeg selv i ly for kulden. Trygt inde i varmen har kulden sat tanker i gang.
Tankerne, kulden har bragt med sig, går til de unge mennesker, jeg forleden hørte om i radioen. Hjemløse unge, der er skræmte fra vid og sans over at skulle overnatte på herberger, hvor de bliver ofte bliver frarøvet de få ejendele de har, får bank og må udholde andre ydmygelser deriblandt sexuelle.
Den interviewede kunne kun tilbyde de unge mennesker et måltid mad, en sovepose og rådet om, at de måtte passe godt på hinanden. De unge hjemløse hun talte om, kommer fra helt almindelige hjem. Hjem som dit og mit.
De har ikke den erfaring med gadelivet som, ifølge den interviewede, kræves for at kunne håndtere det at overnatte i et herberg, når kulden sætter ind.
Og jeg, der i min naivitet troede, at alt var godt, hvis bare man kunne komme ind på et herberg!
Trods tankerne har jeg ikke handlet. Kun sendt tanker til de unge mennesker og deres forældre som jeg ikke kender.
Men tanker giver ikke de unge varmen eller et trygt sted at sove i den bidende kulde – det gør handling.
Hvad afholder mig fra at handle? Er jeg iskold som vinteren? Doven? Egoistisk? Mangler jeg indlevelse? Nok lidt af det hele. Den side i mig er jeg ikke stolt af.
Den eneste måde jeg kan gøre den mindre er ved at handle.
God weekend – Handl før du tænker.
Sanne