Det kommer bag på mig gang på gang.
Overrasker mig, så jeg får den dér fysiske fornemmelse af taknemmelighed og ydmyghed.
I dag skete det, da jeg kom ind og så udstillingen, som er ved at blive sat op i salene på slottet.
Michelangelos malerier fra Det Sixtinske Kapel sat op i mit hjem. Det gav gåsehud.
Dét, der overrasker mig, er rummenes evne til at forandre sig. Give efter for hvad der foregår i dem. Have elasticiteten til at tilpasse sig; et bryllup, en rundvisning, en juleaften eller som nu en kunstudstilling. Som om rummene glædes over at blive brugt, og derfor giver plads og rummelighed.
Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at det er dét, der sker. At huset, fra kælder til kvist nyder, der er liv. At livet er blevet levet gennem 450 år og fortsat leves. Leves fordi der er brug for huset, dets visdom og erfaring.
Nogle ville mene, at der ikke er megen fornuft i denne tankegang. Måske har de ret.
Det tager jeg mig ikke af, når jeg går rundt med gåsehud på armene og glædes over, at billeder af Michelangelo pryder de gamle rum. At de i forening kan skabe glæde for den, der lægger vejen forbi og tør lade sig fylde af husets atmosfære, kunsten og ufornuften.
God weekend – Lad ufornuften sejre
Sanne (Brodersen, Gram Slot)
forrige nyhed