”Ja, jeg skal i hvert tilfælde med ind i pyramiderne, selv om de siger, der er trangt derinde. Jeg er ikke kommet til Ægypten for ikke at opleve noget”, sagde hun til min mor, der sad ved siden af og håbede, at de kunne slippe for at kravle rundt inde i pyramiden. Det var min mormor, der meddelte, at hun skulle opleve alt det, hun kunne komme til. I en alder af næsten firs.
Ligesom hun nogle år senere meddelte min mor, at nu måtte tiden være kommet til at hun tog sit klaverspil op igen. ”Jeg kan da sagtens huske noderne selv om jeg er 85”, som hun fornuftigt sagde.
Min mormor var grisk.
Men kun med en ting. Nemlig livet.
Hun ville det, kunne ikke få nok af det, og jo mere hun fik, desto mere ville hun have.
I al sin griskhed efter livet gav hun alle os andre i overflod af liv, nærhed og opmærksomhed.
Hun kunne om nogen transformere dødssynden – griskhed – til dens modpol barmhjertighed. I sin griskhed efter at leve livet var hun et af de mest generøse mennesker på alle måder. Hun hellere gav end tog.
Og jo mere hun tog for sig af livet, jo mere gav det tilbage.
God weekend – tag for dig af livet

Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)