Jeg må hellere få pudset skoene og lakeret neglene til i aften. Da skal gemalen og jeg fint i byen. Helt til København skal vi køre i vores stiveste puds – bare det, kan gøre mig en smule nervøs. Kan vi klare det uden at blive krøllede og håret klasker sammen undervejs? Hvad gør jeg, hvis jeg bliver sulten? Kan jeg spise noget undervejs uden at spilde? Og hvor parkerer vi bilen inde midt i staden?
Der er mange udfordringer, jeg skal igennem, inden det bliver aften. Men jeg kan klare det. Det har jeg besluttet.
Det er nemlig i en vigtig anledning, vi er kaldt til staden. 100 året for genforeningen – Sønderjylland blev genforenet med Danmark.
I 56 år var Sønderjylland, mod sin vilje, Preussisk. Seksoghalvtreds år er længe! Så lang tid, at det næsten er umuligt at forestille sig, hvordan det har været at bo i et land, man ikke følte som sit fædreland, men var blevet tvunget til at bo i til trods for, at man ikke var flygtet.
Men endelig – i 1920 bliver det besluttet, at sønderjyderne må stemme om, hvilket land de vil bo i. Og Sønderjylland kommer tilbage til Danmark.
Det er vigtigt. Og værd at trække i det pæne tøj for.
Men lige så vigtigt er det at glædes over, hvordan grænsen ikke længere begrænser og giver en bitter smag i munden af ’dem’ og ’os’.
Det er i sandhed værd at trække i festtøjet for.
Derfor vil jeg i aften sidde i det kongelige teater og være stolt over at være med til denne historiske begivenhed. Glædes over at den dansk/tyske grænse er et smukt eksempel på, at vi alle er mennesker og kan leve fredeligt sammen, trods linjer lavet af os.
God weekend – Lad ikke grænser begrænse dig
Sanne (Brodersen, Gram Slot)