Foto: Gram Slot
Foto: Gram Slot

Jeg var sådan set kommet godt igennem forløbet uden at blive alt for påvirket. Havde nået at tænke – ”det gik da meget godt”, indtil jeg fik øje på Getsemane have.
Så tog påsken mig ved kravetøjet og ruskede mig. Mindede mig om, hvem jeg er.
Et menneske af kød og blod.
Ikke blot en arbejdsmaskine, som gik og satte en kunstudstilling om påsken op.
Maleriet med Getsemane have, der afspejler den totale ensomhed, råbte til mig i al sin stilhed.
Bød mig mærke livet i sin mangfoldighed. Fra den dybeste fortvivlelse til håbet og glæden.
Det er det påsken kan. Den kan trække mig ud af hverdagen, fylde mere på end blot påskefrokosten i al sin overdådighed.
Påsken kalder mig til ansvar. Som menneske.
Hvad er jeg villig til at investere i livet? Tør jeg opholde mig i Getsemane have i tilliden til, at der er en mening med det? At jeg kan overkomme udfordringer, der synes umulige. I tilliden til, at der kommer lysere tider.
Jeg følger påsken, så godt jeg kan.
Selv om det ved første øjekast kan synes lettere blot at arbejde videre uden at forholde mig til billederne, jeg hænger op. Lade som om jeg kan skøjte hen over livet uden at dykke helt ned i det.
Derfor er jeg taknemmelig for påsken. Selvom den er lidt besværlig i dens insisteren på, at livet indeholder det hele. Påsken holder mig fast i, at jo mere jeg tør dykke ned i livet, des rigere udfolder det sig.
God påske – Livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær(citat: Jens Rosendal)
Sanne (Brodersen, Gram Slot)