Jeg vidste godt, hvad der
ventede mig, når jeg åbnede lågen. Så jeg orkede næsten ikke.
Ikke desto mindre blev jeg nødt til det.
Jeg var sulten og frokostpausen var startet. På forhånd skuffet åbnede jeg
vores køleskabslåge og kiggede ind i det køleskab, jeg kender så godt. Altid
forudsigeligt og kedeligt.
Lige indtil jeg spærrede øjnene op og opdagede, hvad der lå på nederste hylde.
Sønnens madpakke.
Jeg havde selv smurt den et par timer forinden, men havde fuldstændig glemt
dens eksistens.
Hvilken glæde var det ikke, da jeg genoplevede hans, for alle andre,
uforståelige morgenlyde, der betød, at han for resten ikke skulle have madpakke
med i dag, fordi de skulle på tur og fik mad der.
Netop som jeg var færdig med at smøre madpakken, var teenageren kommet i tanke
om det, så jeg lagde glad den velsmurte sandwich ind i køleskabet og glædede
mig allerede til frokost.
Og så gik dagen i gang og madpakken forsvandt i glemslens tåger.
Lige indtil jeg opdagede den igen og mærkede, hjertet slå et ekstra glædesslag.
Tænk, at man kan blive så glad over noget, man har glemt.
Sejrsstolt gik jeg til frokost og fremviste dagens fund for mine kolleger,
pakkede sandwichen ud og gik i gang.
Glæden og sejrsstoltheden var kort.
Varede præcis til det sekund, hvor jeg satte tænderne i sandwichen, og
på egen krop måtte erfare, hvilken madpakke jeg gang på gang, sender med mine
børn.
Det, der i mine øjne var en saftig og velsmurt lækkerbisken, var i den
virkelige verden en tør omgang ingenting, der måtte skylles ned med flere glas
vand.
Jeg lovede mig selv, mens jeg sank det tørre brød, at der fremover ville blive
opgraderet på madpakkesiden.
God weekend – Det er sundt at smage sin egen medicin
Sanne (Brodersen, Gram Slot – red.)