Foto: Gram Slot
Foto: Gram Slot
Gram

Sannes tanker: Drømmen

”Ja, og så skal man kunne blive ridder af Gram Slot,” sagde han entusiastisk.
”God idé,” svarede jeg.
Som jeg altid gør, når min mand får en idé.
Det er næsten 13 år siden, ordvekslingen fandt sted. Umiddelbart efter vi havde købt Gram Slot.
I mit stille sind tænkte jeg, at vi nu nok ville få rigeligt at se til med et faldefærdigt slot i hænderne. Vi ville ikke komme til at mangle opgaver. Så at skulle gå rundt og slå folk til riddere af Gram Slot var ikke det, jeg syntes, lå først for.
Drømmen forblev da også drøm de næste mange år. Og jeg havde nærmest glemt den.
Men det havde min mand ikke. Dybt i hans drengehjerte lå den og modnede.
Og på søndag bliver den til virkelighed.
Da skal næsten 500 spejdere prøve kræfter med de opgaver, der skal udføres for at blive ridder af Gram Slot.
De vil blive udfordret på egenskaber, som vil kunne komme naturen, mennesker, fællesskabet og fremtiden til gode.
Jeg har naturligvis ikke sagt det til ham; men jeg kan ikke lade være med at have lidt respekt for hans ukuelige insisteren på, at drømme er til for at blive til virkelighed. Også selv om de ikke ser dagens lys med det samme. Selv om de skal modnes – og så – når det rette tidspunkt kommer, hentes de frem og bliver gjort til virkelighed.

God weekend – gør dine drømme til virkelighed

Sanne (Brodersen, Gram Slot)