Af Carl ‘Havkatten’ Skøtt
Teatret Møllen i Haderslev har ladet op til en ny spændende teatersæson
Om et år omdannes Teatret Møllens scene i Haderslev igen til Borgerscenen. Det er en både kryptisk og meget sigende betegnelse for teater, der bliver magi på borgeres initiativer. Vi har set det én gang tidligere, da Møllen i 2016-17 lavede teater på borgeres historier – og nu følger en ny, der bygger på sange, som vi har i vore hjerter.
Møllen kalder stykket “De sange vi husker” – og selv om forestillingen er sat til premiere 1. juni næste år, er ikke en eneste linje endnu skrevet. Borgerne skal først fortælle lidt om de sange, de husker, om følelserne bag – og historier, der knyttes til. Herefter bliver det husdramatiker Brian Wind-Hansens opgave at strikke en forestilling sammen – og det har han allerede en del gange vist, at han er superdygtig til. Brian Wind-Hansen og Møllen er et heldigt match.
Første udgave af Borgerscenen var vellykket, men haltede alligevel lidt. Nogle af de borgere, der havde serveret deres fine historier deltog nemlig også på scenen, hvilket de naturligvis under god instruktion efter forholdene klarede udmærket, men deres deltagelse brød den særlige teatermagi, der er over helstøbte professionelle forestillinger. Belært af erfaringerne fra den gang vil stykket om de sange, vi husker, alene blive spillet af professionelle skuespillere.
Traditionen tro blev sæsonprogrammet først præsenteret ved en åben publikumsseance. Det skete i dag, søndag. Tidligere er der blevet givet smagsprøver på nogle af forestillingerne, men det skete ikke denne gang. Samtlige fire nye egenforestillinger er stadig kun i støbegryden.
De øvrige er “Håbet”, der har premiere allerede 26. oktober. Det er en forestilling, der handler om den grumme danske fortid som slavenation – på én gang et historisk dokument, og så alligevel ikke. Den virkelige virkelighed overgik, hvad fiction i dag formår.
“90 års fødselsdag” er, hvad alle tænker, når lige præcis den titel slynges ud – en festlig beskrivelse af en beleven dames 90 års fødselsdag. Møllens version varer dog ikke kun et kvarter, og der er heller ikke to skuespillere med, som i den elskede tv-nytårssketch, men tre.
Tigeren spiller nemlig også en stor rolle, og i den gemmer sig én med større ambitioner end at være benspænder. Det gør der også i den overrislede tjener – og så er spillet kørende til en farce, hvor alt det, der kan gå galt, går galt – og lidt til.
Typisk for Møllen er det sidste nye stykke en børneforestilling, der også er for voksne, og så bygger “Gæstebud” endda på “Babettes gæstebud”. Det lyder lige så udfordrende, som børneteater skal lyde. I stykket her kommer en fremmed til en lille by, hvor der spises klipfisk og øllebrød – og hvor folk går i kirke!
Det stykke skabes i et samarbejde mellem Møllen og Teater 2 tusind samt Teatret Gruppe 38. Endnu et fint eksempel på mindre teatres evner og vilje til at samarbejde.
“Tre gamle mænd, der ikke ville dø” og “King Lear” genopføres, hvortil kommer en række gæstespil.
Havkatten Calle