Borgmester H.P. Geil åbnede officielt udstillingen Foto: Pressefoto
Borgmester H.P. Geil åbnede officielt udstillingen Foto: Pressefoto
Kultur

Royal sommer på Slesvigske Vognsamling

Prinsessedrømmene har gode vilkår på Slesvigske Vognsamling denne sommer, hvor der udstilles kareter med tilknytning til kongehuset. De historiske vogne har gennem tiden sikret en lang række betydningsfulde personer en behagelig rejse på de danske landeveje, men nu står de for en stund stille i det store udstillingsrum på Simmerstedvej. Mandag den 5. juli var der officiel åbning af udstillingen Kongelige Vogne, hvor gæsterne kan opleve de helt særlige køretøjer.

Mandag den 5. juli kunne borgmester H.P. Geil åbne udstillingen Kongelige Vogne – Royale Danmarkshistorier på hjul på Slesvigske Vognsamling i Haderslev. Den røde løber er rullet ud i udstillingen i anledning af, at de fornemme vogne fra både den Kongelige Stald og museets egen samling vises frem.
“Vi er stolte af at kunne vise så fornemme vogne frem her i Haderslev.” fastslog H.P. Geil i sin tale.

Har man hang til det royale er der nok at se på blandt vognene og det udstillede seletøj, smukt udsmykket med monogrammer fra Kongehuset. Er man mere til det lokalhistoriske kan man opleve en vogn med en helt særlig tilknytning til Sønderjylland. Den udstillede barouche-vogn bragte nemlig Dronning Alexandrine, Prinsesse Dagmar og Prinsesse Thyra over den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland ved genforeningen i 1920. Og ved genforeningsjubilæet tidligere i år kørte Dronning Margrethe, Kronprins Frederik og Prins Christian og den historiske grænse i selvsamme vogn.
“Udstillingen står her kun i to måneder, så vi håber selvfølgelig, at en masse gæster når at lægge vejen forbi.” fortæller Kim Jacobus Paulsen, der er museumsinspektør på Slesvigske Vognsamling, og fortsætter: “Hvis det bliver en rigtig dansk sommer med regnvejr, så er der tørt og godt i udstillingen. Får vi hedebølge er de store udstillingsrum til gengæld dejligt kølige. Alt vejr er museumsvejr!” griner han afsluttende.

Vognsamlingens mange frivillige, museets samarbejdspartnere, pressen samt politikere fra Haderslev Kommune var inviteret til at deltage i den officielle åbning af udstillingen. Fra tirsdag den 6. juli vil udstillingen være åben for alle. Udstillingen kan ses frem til den 29. August.