Haderslev er i år med i det landsdækkende ‘Rigtige Mænd Løbet 2018’, som afholdes i Varbergparken tirsdag den 5. juni kl. 19.00-21.30 på Fars Dag!
Store tunge mænd skal her gennem udfordringer som Farveræs, Edderkoppen, Hundeproppen, Bobslæden, Bazooka, VVS’eren og en forhindringsbane. Løbet afvikles samtidig i 31 byer i hele landet.
Rigtige Mænd-projektet handler om at motivere sofavante mænd til at dyrke idræt og motion i fællesskab med ligesindede. Hjemmesiden www.rigtigemænd.dk er et gratis tilbud, hvor Rigtige Mænd kan finde motivation og inspiration ved at danne hold, tage tests, klare udfordringer og en masse andet rela-teret til et sundere liv. Alt sammen serveret med et glimt i øjet. Man kan følge sin udvikling undervejs, mens der trænes op til løbet ved at bruge de fede KRAFTKARL-tests.
Løbet er i 2018 for 3-mands-hold. To cykler og en løber. Man følges ad, og man må gerne bytte undervejs.
Der er tale om et stjerneløb på ca. 10 km krydret med syv teamopgaver. Deltagerne bliver udfordret på samarbejde, fysik og holdånd. Alle mænd kan være med, da man selv bestemmer, hvor mange teamopgaver man vil løse. Det hold, der fuldfører flest teamopgaver – og som har den hurtigste sluttid – vinder løbet lokalt!
Rigtige Mænd-projektet er støttet af Nordeafonden, og Dansk Firmaidrætsforbund er løbsansvarlige (Rigtige Mænd Løbet) og projektledere i forhold til Nordeafonden.
“HAB og den boligsociale helhedsplan i Haderslev Kommune støtter op om rigtige mænd løbet, og er vært for forfriskninger samt musik til både publikum og deltagere. Alle deltagere får goodie bags indeholdende gode ting som et minde fra dagen,” fortæller Allan Emiliussen fra Den Boligsociale Helhedsplan.