Det boomer med tilbud på nettet forud for Black Friday. Det er vigtigt at bevare sin sunde skepsis, så man undgår fupbutikker.
En 60-årig kvinde fra Sønderjylland havde sidste år et kedeligt ærinde på politistationen i Sønderborg.
Hun havde købt køkkenudstyr for over 1.000 kroner i en netbutik, overført pengene til en bankkonto, men aldrig modtaget de lovede varer.
Butikken reagerede ikke på hendes reklamation, hjemmesiden var efterfølgende lukket, og nu så hun ingen anden udvej end at gå til politiet.
– Vi har desværre flere og flere af denne type sager, hvor borgere bliver snydt af kriminelle, fordi de er gode til at lave fuphjemmesider. Det bedste råd, vi kan give borgerne, er, at de skal være skeptiske, når de handler på nettet. Er det først gået galt, kan det være svært at få de tabte penge hjem igen. Men med nogle enkle tommelfingerregler er man omvendt godt stillet, fremhæver vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.
Tommelfingerreglerne er ikke mindst aktuelle i forbindelse med Black Friday den 29. november og varianten Cyber Monday den 2. december, hvor der ventes at komme øget turbo på nethandlen.
11 gode råd
Computer og internet
- Sørg for, at din computer er opdateret med den nyeste software, og at der er antivirusprogrammer, firewall m.m. installeret.
- Sørg for, at der er kodeord på din WIFI-forbindelse.
- Undersøg om forbindelsen er sikker, før du betaler – det vil sige, at netbutikken skal benytte SecureCode/Verifired by Visa, og at hjemmesiden skal have en HTTPS-forbindelse.
Beskyt dine oplysninger
- Oplys aldrig cpr-nummer, kontonumre og andre personlige oplysninger i mail, pr. telefon m.m.
Sikker handel
- Tjek om netbutikken er e-mærket. Mærket indikerer, at det er i orden at handle der.
- Betal med betalingskort eller Mobile Pay, når du køber på nettet. Brug aldrig bankoverførsel.
- Tjek dine kontoudtog. Selv overførsler af små beløb, du ikke kan genkende, kan være tegn på, at dine kontooplysninger er blevet hacket.
Brug din sunde fornuft
- Ser hjemmesiden troværdig ud? Er webadressen mærkelig? Er der stavefejl? Er varerne mistænkeligt billige? Er der skæve priser? Lad være med at falde for det første og bedste tilbud, du ser i en uopfordret mail eller i en annonce på nettet.
- Hvilke oplysninger er der på virksomhedens hjemmeside? Er der for eksempel et CVR-nummer? (du kan tjekke nummeret på selskabsregistret cvr.dk). Er der de lovpligtige oplysninger om fortrydelsesret og virksomhedens kontaktoplysninger?
- Læs gode råd på sikkerdigital.dk og Nethandel #heltsikkert, som en række myndigheder står bag. Her får du det store overblik over, hvordan du agerer sikkert i forbindelse med køb på nettet.
- På Nævnenes Hus.dk kan du se, om virksomheden ikke har efterlevet en afgørelse i Forbrugerklagenævnet.