112 nyheder Haderslev

Politiet laver to hotspots i Haderslev

Politiets skiltning ved hotspots Foto: Twitter

Politiet sætter fra i dag fredag skilte op i de berørte områder med budskabet om, at borgerne skal søge andre steder hen, hvis der allerede er for mange i området – for at undgå smitte med Covid-19.
Syd- og Sønderjyllands Politi har udpeget ni hotspot-områder i politikredsen, hvor vi opfordrer borgerne til at være særligt opmærksomme på risikoen for, at der kan samle sig så mange personer på et enkelt sted, at de kan udgøre en smitterisiko for Covid-19.

Ganske få sager
– Hotspot-områderne er på ingen måde et udtryk for, at vi generelt har problemer i politikredsen. Vi har således haft ganske få sager, der har ført til sigtelser for overtrædelse af forsamlingsforbuddet eller overtrædelse af påbuddet om at holde lukket. Både borgere og virksomheder har indtil nu udvist meget stor forståelse for den helt særlige situation, vi befinder os i på grund af corona-krisen, understreger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der har, siden regeringen indførte de skærpede regler den 18. marts således blot været i alt 10 sigtelser i politikredsen, fordelt på seks hændelser.

I fem tilfælde har virksomheder overtrådt påbuddet om at holde lukket, og ved en enkelt hændelse er fem personer blevet sigtet for at have overtrådt forsamlingsforbuddet.

Det lave antal sigtelser skal desuden ses i sammenhæng med, at Syd- og Sønderjyllands Politi siden den 18. marts har øget antallet af tryghedsskabende patruljer i politikredsen i forbindelse med Covid-situationen.

Udendørsområder
– Når vi nu alligevel har udpeget de ni hotspot-områder, skyldes det, at vi på baggrund af henvendelser fra borgere og tilbagemeldinger fra vores patruljer har konstateret, at der er udendørsområder, hvor der kan være mange borgere, men uden at vi har haft egentlige problemer med hensyn til forsamlingsforbuddet. Samtidig melder foråret sig også for alvor, hvor vi forventer, at endnu flere vil nyde det gode vejr. Og så vil vi gerne være på forkant og oplyse borgerne om, at disse områder er vi særligt opmærksomme på, tilføjer Tage Jehn.

På rette kurs
Udpegningen af hotspot-områder skal endvidere ses i sammenhæng med, at samfundet forsigtigt og kontrolleret bevæger sig i retning mod en normalisering, under skarp hensyntagen til, at corona-krisen endnu ikke er overstået. Og det er således borgernes samlede adfærd, der afgør, om denne kurs kan fortsætte. Derfor er det vigtigt, at borgerne iagttager reglerne om, at man ikke må være samlet mere end ti personer. Samtidig anbefaler myndighederne stadigvæk, at vi holder afstand, når vi er ude – også selvom det gode vejr indbyder til udendørsliv.

– Vi er endnu ikke i mål. Og vi er fortsat helt afhængige af borgernes opbakning. Men ved fælles hjælp går det den rigtige vej, pointerer Tage Jehn.

De ni hotspot-områder
Der er tale om følgende ni hotspot-områder:

Flexbaner/kunstgræsbaner, Gl. Vardevej 82, (overfor Blue Water Arena) Esbjerg
Game Streetmekka, Nørrebrogade 1C, Esbjerg
Strandpromenaden ved Cafe Stryhns, Strandpromenaden 9, Esbjerg
Området ved skulpturen ”Mennesket ved Havet,” Sædding Strandvej, Esbjerg
Varbergparken, Varbergvej, Haderslev
Streetdome, Christian X’s Vej 41, Haderslev

Vedels Anlæg, Odins Plads 1, Ribe
Området øst for Sønderborg Slot, Strandvejen, Sønderborg
Lakolk Butikscenter, Lakolk Butikscenter 7, Rømø

Skiltning
Politiet sætter fra i dag fredag skilte op i de berørte områder med budskabet om, at borgerne skal søge andre steder hen, hvis der allerede er for mange i området. Mange små grupper bliver hurtigt til en stor.
Samler der sig for mange borgere på et sted, kan politiet udstede bøder, ligesom vi også kan udstede et opholdsforbud, hvis det skønnes nødvendigt. Udendørsområdet bliver derefter ikke længere tilgængeligt for offentligheden.

Pulsens Redaktion
presse@haderslevspuls.dk