Nyheder

Piratangreb på Harmonien

Der bliver svinget med træbenet og man går planken ud i Gilbert og Sullivans uforglemmelige operette, ‘Piraterne fra Penzance’. Den er et overflødighedshorn af sentimentale sørøvere, dejlige damer, tunghøre tanter, flotte fyre og bøvede betjente. Og så kan den opleves som Teaterforeningens sæsonafslutningsfyrværkeri på Harmonien i Haderslev på onsdag den 11. april fra klokken 19.00.
Selve historien er enkel. Den unge Frederik sættes i lære hos en flok blodtørstige pirater; han kan slippes fri på sin 21 års dag, men han er født den 29. februar! Mødet med Mabel giver hans liv en anden drejning.

En humørfyldt forestilling fra Gilbert og Sullivan, tilsat den sædvanlige komik fra Figaros og Den Ny Opera, er garanti for en morsom aften. Det ved vi fra deres tidligere succes hos os med bl.a. “HMS Pinafore – det hele sejler”, også en Gilbert og Sullivan operette.

Billetter kan købes på teaterihaderslev.dk