Gram

Pinsetanker fra Sanne

Imens pinsesolen danser lystigt over slottet i Gram, lukker Sanne Brodersen på ny lidt op for sine tanker. Denne gang under overskriften ‘Indvielse’…

 

Indvielse
“Når vi har spist aftensmad, så kan I opleve en tradition, der bliver ført videre, men som måske er en af de traditioner som er ved at uddø i Danmark.” Sådan lød ordene, og vi piger omkring bordet så lidt desorienterede på hinanden, forstod ikke helt, hvad han sagde.
De to mænd ved bordet, den ene lige gammel nok til at blive indviet i traditionen, smilede indforstået til hinanden, men sagde ikke mere før de skulle afsted.
De skulle i marken og hyppe kartofler, og vi måtte gerne komme med is hen på aftenen, når de trængte til en forfriskning.
Far og søn drog af. Akkurat som faren og hans far havde gjort 40 år tidligere.
Traditionen foreskriver, at sønnen kører traktoren, mens faren sidder på hypperen bag traktoren.
Stille og roligt tempo, aftensol, der kaster et særligt skær på skoven, ganske få ord – de er overflødige.
Traktoren, og manden bag den, var hvirvlet ind i støv, da vi kom ud med is. Begge mænd sorte af skidt, men den tilfredshed og samhørighed der var mellem de to, kunne selv ikke tykt støv skjule.

God pinse – Skidt med skidt

Sanne