Den forgangne sæson var femte sæson i international bilsport for den sønderjyske racerkører Patrik Matthiesen. En sæson, hvor han fik stemplet ind i én af verdens hårdeste GT4 serier, British GT.
Med podieplaceringer og en banerekord på Rockingham Speedway fik Patrik bevist at han høre med i toppen af GT4.
Efter at 20 årige Patrik Matthiesen og den fire år ældre, engelske, medkører, Callum Pointon, i januar 2018, var på et ugelangt træningsophold i det sydspanske, var målet for den kommende sæson udstukket. Intet mindre end en samlet top-3 placering kunne gøre det. Det dansk-engelske makkerpar førte, trods en yderst kraftig BOP (Balance of Performance) på deres Ginetta G55 racer, også 60-70% af sæsonen. Til British GT finalen på Donnington Park Circuit måtte de dog strække våben, da en cocktail af omstændigheder betød, at de blev slået i kampen om mesterskabet med sølle 7,5 point.
“Som sæsonen skred frem oplevede vi, at bilen vi kørte i, ikke var særlig populær blandt konkurrenter og løbsorganisationen. Den engelsk byggede ‘Ginetta G55’ racer var den eneste bil i feltet som kun var bygget til race. Alle vore konkurrenters biler var bygget til gadebrug, og derefter ombygget til race, og derfor havde det stor kommerciel værdi for disse bilfabrikker at levere biler til sporten. Det blev aldrig sagt højt i løbet af sæsonen, at det lille engelske racerbils mærke ikke måtte vinde,” fortæller Patrik til Haderslevspuls.
Flere gode tilbud
Gennem de sidste 2 sæsoners succes i GT4, har Patrik via sin sikre og hurtige kørsel gjort omverdenen opmærksom på ham som racerkører, og allerede i august 2018 tikkede de første e-mails ind med tilbud for de kommende sæsoner. Fem af disse havde et seriøst bud på et sæde til Patrik, da disse indeholdt den rigtige bil og det rigtige team. Men bil og team gør det ikke alene, vigtigt er også køresammensætningen.
“Det er vigtigt for mig at have en medkører som er mindst lige så hurtig som jeg selv er siger Patrik Matthiesen” og fortsætter:
“Derudover må vedkommende også gerne være både ældre og mere erfaren end jeg er, så jeg personligt kan hægtet mig på og udvikle mig yderligere.”
2019, planen er klar
Som efteråret og vinteren skred frem er teams valgt fra og andre til, og det har som altid været en spændende tid for at få kabalen til at gå op.
“Annonceringen af planerne for 2019 vil blive offentliggjort ved et arrangement sammen med Haderslev Erhvervsråd, torsdag den 28. februar,” fortæller en forventningsfuld Patrik Matthiesen, og slår fast:
“Det bliver helt klart den største udfordring til dato!”