Sport Topnyhed Vojens

Oliver er klar til at køre i fars hjulspor

Der har altid været højoktan benzin i årerne hos familien Schröter. Lokale Tommy Schröter har sat et solidt fingeraftryk i diverse standardvogns-klasser – blandt andet DTC – ligesom han har hentet en del fyld til pokalskabet i den danske langdistanceserie – Danish Endurance Championship. I de seneste mange år han været en fantastisk motorsportscoach for mange nye talenter. Nu er ét af disse talenter sønnen Oliver, der melder sig klar til at løfte arven fra både far og farfar.

Oliver (th) med far, Tommy, da det unge motorsportstalent forleden fik mulighed for at prøve ‘den ægte vare’ i en engelsk racerbil. Pressefoto

Oliver Schröter, som netop er rundet de 18 år, har trådt sine barnesko på gader og stræder i Vojens. Og som andre store navne før ham, har han slidt buksebagen i en gokart på den lokale gokartbane. Og talentet fornægter sig ikke. Det har givet blod på tanden:

“Jeg har altid været vild med motorsport. Jeg elsker sporten, og for mig handler det ikke om at blive Formel 1- eller Le Mans kører. Jeg er elsker bare sporten og drømmer om at kunne leve af den, som kører og instruktør,” siger Oliver i et interview med Netavisen Grindsted. Og drømmen fik form, farve og – ikke mindst – fart da den unge sportsmand forleden var i England for at tilbringe en dag med det professionelle British GT Team, HH Motorsport. Det betød blandt andet en tur bag rattet i en rigtig racerbil.

De hurtige kilometer bag rattet gav sønderjyden ekstra blod på tanden, men han er ydmyg overfor drømmen:

“Jeg er rigtig god når jeg sidder i en simulator, men det er nu jeg skal finde ud af, hvad jeg kan og ikke kan når det er alvor. Jeg skal se, hvor langt talentet rækker,” siger en ærlig Oliver i interviewet med netavisen.

Der var masser af gode råd fra farmand Tommy til sønnen før det blev til nogle omgange i en rigtig racerbil. Pressefoto

Debut på Ring Djursland

Den umiddelbare fremtid for den lynhurtige sønderjyde er på plads. Der venter en Suzuki Swift i den danske langdistance serie, DEC, og første opgave er i weekenden 25.-26. maj. Og hvad det ellers kan blive til, kommer naturligvis an på hvad talentet rækker til. Men i motorsport skal der mere end talent til:

“Indtil nu har jeg kunnet klare mig med god hjælp fra familien. Jeg har tilbragt rigtig mange timer i min fars simulator og omkostningerne har været til at overskue. Men hvis jeg skal videre skal der meget mere økonomi til, fortæller Oliver, som har indledt jagten på sponsorer:

“Jeg skal ud og finde opbakning til mit projekt. Jeg skal finde erhvervsdrivende, som kan se idéen i at støtte én som mig,” siger Oliver, som allerede har en flot profil på facebook. Her kan man læse om talentet og få skærpet sin lyst til at støtte op om projektet.

Begejstringen hos unge Oliver er åbenlys. Talentet er der også. Men som det altid er i motorsport, så skal økonomien også på plads. Pressefoto
Peter Rasmussen
Tlf 30405051 - mail: peter@haderslevspuls.dk