Politi Arkivfoto: René Holm
Politi Arkivfoto: René Holm
112 nyheder

Mange inviterer selv tyven ind

Syd- og Sønderjyllands Politi har kortlagt antallet af indbrud i private boliger i politikredsen fra den 1. januar til den 18. august i år. I 23,9 procent af tilfældene har tyven kunnet bevæge sig ind i et ulåst hus, enten fordi yder- eller terrassedøren ikke har været låst, eller fordi et vindue har stået åbent.

En enkelt håndbevægelse!
Mere skal der ikke til, hvis borgene ønsker at gøre det bøvlet at være indbrudstyv.

Der viser Syd- og Sønderjyllands Politis kortlægning af antallet af indbrud i private boliger i politikredsen fra den 1. januar til den 18. august 2021.

Politikredsen har i perioden modtaget anmeldelser om i alt 566 indbrud i private beboelser, hvilket er et fald på 230 (29 procent) i forhold til samme periode af 2020 og 528 i forhold til samme periode af 2019 (48 procent).

I forbindelse med kortlægningen har politiet undersøgt, hvordan de ubudne gæster hyppigst kommer ind i boligerne, og hvilke redskaber de kriminelle bruger.

Og i denne sammenhæng fremgår det blandt andet, at i 135 tilfælde har tyven kunnet bevæge sig ind i et ulåst hus, enten fordi yder- eller terrassedøren ikke har været låst, eller fordi et vindue har stået åbent.

Omregnet til procent svarer det til, at 23,9 procent – eller knapt hvert fjerde indbrud – kunne undgås, hvis dørene havde været låste, og vinduerne havde været forsvarligt lukkede.

Højt tal
Det høje tal overrasker vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

“Der kan være mange årsager til, at borgerne ikke har låst yderdøren eller har ladet vinduet stå åbent. Det kan være en forglemmelse. Det kan være i den varme tid om sommeren, hvor det måske har været fristende at lade yderdøren stå åben for at få gennemtræk. Og der kan også være tale om en vane. Men vi vil i hvert fald kraftigt opfordre til, at alle låser og lukker konsekvent efter sig. På den måde kan man med en enkelt håndbevægelse gøre det meget mere bøvlet at være indbrudstyv”, fremhæver Chr. Østergård.

Han peger i tilgift på, at indboforsikringen udelukkende dækker i begrænset omfang, hvis en tyv har kunnet komme ind i en ulåst bolig, da der i så fald er tale om simpelt tyveri – og ikke indbrud.

Borgerne kan således udelukkende regne med at få begrænset erstatning, hvis tyven slipper afsted med TV, computere og stereoanlæg, mens de slet ikke skal regne med at få erstattet tyveri af kontanter og smykker.

Har du sikret dine vinduer?
Det fremgår desuden af kortlægningen, at indbrudstyvene i stor stil benytter vinduerne som adgangsvej – fx ved at knuse en rude eller at bryde et vindue op.

“Kortlægningen viser, at det giver god mening at kaste et kritisk blik på vinduerne, om de skal indbrudssikres, og tjek naturligvis også gerne yderdørene. Gå gerne i gang allerede nu. Vi er allerede gået ind i den mørke tid, hvor der typisk er større risiko for indbrud, ligesom der er efterårsferie om knapt en måned, hvor mange er væk fra nabolaget”, pointerer vicepolitiinspektøren.

Leverer du selv arbejdsredskaberne til indbrudstyven?
Det fremgår også af kortlægningen, at et koben og en skruetrækker er hyppigt brugte redskaber, når tyven bryder ind hos borgerne.

“Indbrudstyve tager ikke altid indbrudsværktøjet med hjemmefra i tilfælde af, at de bliver stoppet af en patrulje. Tyvene ynder i stedet at finde redskaberne i et uaflåst redskabssur eller en ulåst garage, hvor de alligevel har tænkt sig at bryde ind. Derfor kan man gøre det svært for indbrudstyvene, hvis man konsekvent også får låst sit skur og sin garage”, anbefaler Chr. Østergård.

Fakta:
Sådan sikrer du dine døre bedre
  • Installer indvendig lås på yderdøre så det bliver sværere for tyven at komme ud med større tyvekoster. Det gælder fx på terrassedøre, der er tyvens foretrukne udgang, da han nemmere kan flygte med genstandene uden at blive opdaget.
  • Hvis du vælger en indvendig lås, er det vigtigt, at du altid har nøglen siddende i låsen, når du er hjemme. I tilfælde af brand er det afgørende for, at du kan komme ud.
  • Monter en ekstra lås på hoved- og bagdør. Og monter låsen mindst 40 centimeter fra hovedlåsen. Så kan døren modstå en større belastning ved et indbrudsforsøg.
  • Ønsker du at udføre arbejdet selv, bør du først undersøge, om der fortsat er garanti på dine døre. Hvis du selv foretager sikringstiltag, vil garantien nemlig blive brudt.

Sådan forstærker du vinduerne mod indbrud
Er dine vinduer mere end 10 år gamle, kan det være hensigtsmæssigt at forstærke dem, så de bedre modstår indbrud.

  • Sæt sikringsbeslag på vinduerne, så det bliver sværere at bruge fx et koben eller en stor skruetrækker til at brække vinduerne op.
  • Skru glaslisterne fast, så tyven ikke kan tage ruden ud af vinduet.
  • Udskift gamle og nedslidte vinduer, der i særlig grad gør det nemt for tyven at bryde ind eller flygte med tyvekoster – fx terrassedøre med vinduer eller vinduer i kælder og stueetage.
  • Køb vinduer og terrassedøre med indbyggede sikringstiltag, så du er garanteret, at de er mest muligt modstandsdygtige. De fleste vindues- og dørproducenter tilbyder produkter med sikkerhedspakker.
  • Husk at undersøge, om der fortsat er garanti på dine vinduer. Hvis du selv foretager sikringstiltag, vil garantien blive brudt.